Leder: En tur i bygningens maskinrum – set fra EU og fra virkeligheden

af: Heine Knudsen, Formand for Energiforum Danmark

Vi kender alle sammen statistikken: Bygninger står for 40 pct. af CO2-emissionerne og energiforbruget. Det har været sådan i mange år, og det er derfor virkelig vigtigt, hvad der sker i bygningernes maskinrum.


Har vi det rigtige udstyr til at styre bygningerne med optimalt indeklima og minimalt energiforbrug? Har vi de rigtige folk til at gøre det, og har de gode betingelser for at gøre deres job?

Med Bygningsdirektivet har EU givet deres bud på, hvad der skal til. Og med dette nummer af magasinet undersøger vi driftsorganisationens betydning for den gode og energieffektive drift.

Er centralisering vigtig? Kan en bygning fjernstyres 100 pct. digitalt – og ønsker vi overhovedet det? Og er energiledelse vejen til at bygge bro mellem ledelsen og driftsfolkene? Det er noget af det, vi undersøger i dette magasin

Mine erfaringer er, at en velfungerende driftsorganisation kan bidrage til en mere effektiv implementering af energiledelse.

På samme måde kan energiledelse også have en positiv indvirkning på driftsorganisationen ved at skabe fokus på energieffektiviteten


EU i maskinrummet

Med bygningsdirektivet blander EU sig i, hvad der skal være, og hvad der skal ske i bygningens maskinrum.

Målet er bl.a. en bygning med godt indeklima, lavt energiforbrug og CO2-fri forsyning.

Vejen dertil går gennem en masse krav og regler, som kan virke meget overvældende. Men målet er vigtigt og rigtigt.

Energiforum Danmark har på en række arrangementer forsøgt at afkode, hvad det betyder i praksis.

Vores ”perspektivgruppe” har desuden nærlæst bygningsdirektivet og identificeret mere end 100 spørgsmål, der skal undersøges nærmere. Du kan læse mere om det imponerende arbejde her.

TAK til de mange medlemmer, der har været med til at skrive og kommentere.

Du kan også læse mere her i bladet, hvor årstemaet netop er de mange regler fra EU, og hvor der denne gang er fokus på indeklimaets rolle i direktivet.

 

Alt i alt er der godt læsestof til den forestående sommerferie – god sommer til alle læsere