Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Nyheder
  3. · 03-04-2024 Det Nationale Klimatopmøde vil samle Danmark til diskussion om klimatilpasning

Det Nationale Klimatopmøde vil samle Danmark til diskussion om klimatilpasning

Af: Pressemeddelelse fra Klimatorium
03. apr. 2024
Til august danner Det Nationale Klimatopmøde 2024 rammen for et topmøde om klimatilpasning i Danmark. Over to dage vil faglige eksperter, politikere, borgere og studerende diskutere og udforske strategier for, hvordan vi skaber et mere klimarobust samfund.
Detnationaleklimatopmode
Det Nationale Klimatopmøde afholdes for femte år i træk - i Klimatorium, Lemvig. Foto: Klimatorium

Regeringens Klimatilpasningsplan 1 som udgangspunkt

Den 23. oktober 2023 præsenterede Miljøminister Magnus Heunicke regeringens udspil til en national klimatilpasningsplan - ved stranden i Thyborøn. Planen var den første af sin slags og stiller skarpt på, hvordan vi løser aktuelle udfordringer med kystsikring, stigende grundvand samt oversvømmelser fra stormfloder, åer og regnvand.

Presse, beslutningstagere og andre interesserede inviteres endnu en gang til Vestjylland for at fortsætte samtalen om klimatilpasning i Danmark til Det Nationale Klimatopmøde 2024. Topmødet finder sted den 21.-22. august i Klimatorium - Danmarks internationale klimacenter - beliggende i Lemvig.

Direktør for Klimatorium, Lars Nørgård Holmegaard, ser frem mod det kommende klimatopmøde:

"Regeringens første klimatilpasningsplan er et vigtigt skridt for Danmark, men der er stadig udfordringer, som vi skal adressere. Der er brug for at vi får bragt endnu flere perspektiver på banen for at opnå den bedste beskyttelse af vores kyster, byer, boliger og naturressourcer”, siger Lars Nørgård Holmegaard.

På Det Nationale Klimatopmøde vil det være muligt at høre oplæg fra en lang række eksperter samt deltage i faglige diskussioner om forskellige klimatilpasningstematikker. Målet er bygge nye broer på tværs af sektorer, videnskaber og geografiske områder.

”Danskere skal opleve færre oversvømmelser og vores infrastruktur skal være bedre rustet til at håndtere ekstreme vejrforhold. Alt dette kræver, at vi styrker samarbejdet og finder nye løsningsmodeller på tværs af landet”, siger Lars Nørgård Holmegaard.

Klimaudfordringer skal takles langsigtet

Professor i klimaforandringer på SDU, leder af SDU Climate Cluster og tidligere hovedforfatter i FN’s Klimapanel, Sebastian Mernild, fremhæver vigtigheden, at vi i Danmark øger fokus på klimatilpasning.

”Klimatilpasning er nødvendig, netop fordi vi ser et klimasystem i hastig forandring - med flere og kraftigere ekstremer end tidligere. Det er afgørende, at vi intensiverer vores indsats med klimatilpasning og integrerer det på en mere omfattende måde i samfundet”, udtaler Sebastian Mernild.

Som Professor Sebastian Mernild påpeger, at det vigtigt at vi håndterer klimaudfordringer med en langsigtet tilgang:

"Vi må ikke kun fokusere på de aktuelle udfordringer, men også tænke langsigtet og integrere fremtidige klimascenarier i vores klimatilpasningsplaner. Det er afgørende, at vores klimainvesteringer ikke kun beskytter os nu, men også vores kommende generationer”, siger Sebastian Mernild.

Gymnasieelever og studerende inviteres med til klimatopmødet

Som noget nyt i år, vil Det Nationale Klimatopmøde 2024 have et særligt spor til danske unge, der får mulighed for at deltage i workshops og diskutere klimatilpasning parallelt med det øvrige arrangement. Dag 1 er målrettet elever på gymnasiale uddannelser og på dag 2 vil universitetsstuderende kunne deltage.

Sarah Lund, bæredygtighedschef i Klimatorium, fortæller:

”Det er vores mål at give de unge en stemme og mulighed for at bidrage aktivt til, hvordan vi klimasikrer Danmark. Ved at tage deres fremtidsdrømme i betragtning, sikrer vi, at vores løsninger på topmødet afspejler den virkelighed, den næste generation ønsker at opbygge”, siger Sarah Lund.

Om Det Nationale Klimatopmøde 2024

Klimatopmødet bliver afholdt for femte år i træk i Klimatorium, Lemvig, og arrangeres af Klimatorium i samarbejde med Lemvig Kommune og Region Midtjylland.

Der vil være plads til ca. 400 fysiske deltagere til årets klimatopmøde. Herudover forventes i alt 150-200 unge at deltage på sit eget spor.

For dem der kan ikke kan tage turen til Lemvig, er det muligt at følge Det Nationale Klimatopmøde 2024 hjemmefra, da alle oplæg og debatter bliver optaget og live streamet.

Deltagelse til Det Nationale Klimatopmøde 2024 er gratis. Tilmelding til fysiske billetter og live streaming foregår på https://klimatorium.dk/KTM24

Relateret link: Det Nationale Klimatopmøde 2024