12 millioner til grønne digitaliseringsprojekter
ELFORSK har til formål at fremme effektiv energianvendelse og fleksibilitetsløsninger inden for el og energi gennem data, digitalisering og sektorkobling i overensstemmelse med miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn. Nu modtager tre nye projekter støtte fra programmet:
Ny målemetode til elnettet
Der skal kunne tilsluttes mange flere varmepumper og elbiler til distributionsnettet, men det er dyrt og langsommeligt at udbygge elnet-kapaciteten. I projektet ”3PhaseInsight”, der nu modtager støtte fra ELFORSK, vil man derfor udnytte tre-fase-målinger fra husstandselmålere til at få indsigt i elnettet og på den måde frigøre kapacitet ved at reducere fase-ubalancer og forvrængninger i nettet.
Optimering af hybrid-solanlæg
I projektet ”Helios” vil man skabe en optimerings- og styringsmodel, der skaber stærkere forretningsmodeller og finansieringsmekanismer for hybridanlæg, der kombinerer solceller og energilagring. Dette forventes både at reducere investeringsrisikoen samt at danne grundlag for nye finansieringsmekanismer for fleksible vedvarende aktiver – og på den måde bidrage til hurtigere udbygning af vedvarende energi.
Digitalt værktøj til grøn kollektiv varme
Termonet er en jordvarmeløsning, hvor varmen produceres med en jordvarmepumpe i hver tilsluttet bygning, ligesom ved individuel jordvarme, men hvor varmepumper og jordslanger er forbundet via et tostrenget rørnet, som skal graves ned i bebyggelsen. HEATCODE-projektet skal udvikle et digitaliseret værktøj til termonet-systemet. Løsningen skal gøre termonets netværk mere skalerbart, mere effektivt, reducere brug af elektricitet og omkostninger samt fremme samarbejde mellem interessenter.