Reduction Roadmap vinder Handlingsprisen 2025

Energiforum Danmark uddeler 5. marts Energiforum Danmarks handlingspris 2025. Det sker på konferencen Energiforum 2025 på Hotel Nyborg Strand. Læs mere om prisen og prismodtageren herunder.
Fotos af prisvinderne kan, efter ønske, eftersendes til fri afbenyttelse.
Energiforum Danmarks handlingspris 2025 går til Reduction Roadmap
Energiforum Danmarks handlingspris gives i år til initiativet Reduction Roadmap for deres vedholdende og systematiske arbejde med at vise vejen til et klimavenligt og bæredygtigt byggeri samt deres store indflydelse på de rammer, der via bygningsreglementets klimakrav udstikkes for byggebranchen. Prisen overrækkes onsdag den 5. marts på Hotel Nyborg Strand i forbindelse med Energiforum 2025.
I Energiforum Danmark har vi gennem mere end 40 år arbejdet i krydsfeltet mellem praksis og rammevilkår. Vores erfaring viser på den ene side, at vi ikke når i mål med klimaudfordringerne udelukkende af frivillighedens vej, men at vi på den anden side også har brug for frontløbere, der tør eksperimentere og udstikke visioner.
I Reduction Roadmap er det lykkedes at samle mange og forskellige aktører fra branchen – bygherrer, kommuner, materialeproducenter, rådgivere og udførende virksomheder - med et ønske om at skærpe klimakravene til nybyggeri markant og i overensstemmelse med Paris-aftalen. De over 630 aktører findes her.
Indsatsen har utvivlsomt haft indflydelse på den politiske aftale, der blev indgået i maj måned 2024, og som betyder skærpede klimakrav til nybyggeri fra 1. juli 2025. Selvom de nye krav ifølge Reduction Roadmap ikke overholder Paris-aftalen, skabte initiativet en fælles stemme for store dele af branchen hele vejen til forhandlingsbordet.
Formand for Energiforum Danmark, Heine Knudsen, udtaler:
- Den forskningsbaserede og kompromisløse tilgang har inspireret og udfordret hele branchen. Reduction Roadmap har dermed skabt en bevægelse, der viser at byggebranchen allerede i dag byder sig til med løsninger på klodens klimaudfordringer.
Og Heine Knudsen fortsætter:
- Der ligger stadig en stor og vigtig opgave i at få alle dele af byggebranchen med på rejsen. Hvis vi skal i mål med udviklingen, skal hele branchen være med, så forandringerne ikke blot sker i udvalgte frontløber-projekter, men indarbejdes bredt i hele branchen.
Medstifter og formand for Reduction Roadmap, Sinus Lynge, udtaler:
- Som nyetableret tænketank er vi enormt glade for at modtage den her pris. Prisen er en vigtig anerkendelse for vores arbejde med at omsætte klimavidenskab til konkrete handlingsplaner for branchen og samfundet som helhed. Men anerkendelse bør virkelig også gå til de mange virksomheder og organisationer, der med deres støtte til Reduction Roadmap, har skabt en helt unik bevægelse.
Og han fortsætter:
- Intet andet sted i verden har vi set en samlet industri stille sig frem og bede politikerne om strammere klimakrav til branchen. Prisen skal dedikeres til hele branchen, til de mange investorer, udviklere, pensionskasser, boligforeninger, arkitekter, ingeniører, entreprenører, materiale producenter, fagforeninger, brancheorganisationer, kommuner og politiske partier m.fl., som støtter og fortsat arbejder for Reduction Roadmaps målsætninger. I den store omstilling kommer ingen i mål alene, så vi har brug for både støtten og sammenholdet. Af hjertet tak!
Årskonference i Energiforum Danmark
Energiforum Danmark afvikler i disse dage årets største netværksevent og konference indenfor grøn omstilling i byggeriet. Det er et årligt event, der samler alle foreningens netværk over to dage. Energiforum Danmark 2025 er et tilløbsstykke for professionelle i alle dele af byggeriets værdikæde med et fælles erklæret mål om at flytte byggeriet i en grønnere og mere bæredygtig retning. Årets konference på Hotel Nyborg Strand sætter fokus alle de løsninger, der kan skabe resultater i morgen og bringe os tættere på EU's ambition om, at alle bygninger er nulemissionsbygninger i 2050.
Uddelingen af Energiforum Danmarks handlingspris binder en sløjfe på to forrygende netværksdage på Hotel Nyborg Strand. Prisen uddeles d. 5. marts kl. 14.10 på Energiforum 2025.
Energiforum Danmarks handlingspris (tidligere Energi- og Miljøprisen) gennem tiden
Energiforum Danmark har uddelt sin pris (tidligere Energi- og miljøprisen) siden 1984, og prismodtagerne tæller forskellige personer, virksomheder og organisationer lige fra Novo Nordisk og Connie Hedegaard til Aarhus Kommune og arkitekt Kasper Guldager. Se mere her: https://www.energiforumdanmark.dk/prisuddelinger/energiforum-danmarks-handlingspris
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om prisoverrækkelsen, Energiforum Danmarks handlingspris, Energiforum 2025 eller Energiforum Danmark, kan du kontakte direktør i Energiforum Danmark Dorte Nørregaard Larsen på tlf. 40743040 eller e-mail: info@energiforumdanmark.dk
Du kan også kontakte Sinus Lynge fra Reduction Roadmap på 26 84 59 61 og mail: sly@effekt.dk
Relaterede nyheder


