Kunstig intelligens og klimaberegninger hitter i byggebranchen
Analysen er udført i samarbejde med Danske Arkitektvirksomheder, Foreningen Rådgivende Ingeniører (FRI), DI Byggeri, TEKNIQ, WE BUILD DENMARK, Rådet for Bæredygtigt Byggeri og Molio.
Hovedresultater for 2024
Hovedresultaterne er i følge Molios Hjemmeside:
Sammenlignet med nulpunktsmålingen i 2023 er der særligt to tal, der er værd at bide mærke i: på ét år er brugen af kunstig intelligens firdoblet, og antallet af virksomheder i bygge- og anlægsbranchen der laver klimaberegninger er steget med 27%.
1.januar 2023 blev der indført nye krav i Bygningsreglementet, der betød at man på alle nye bygninger skal udføre en LCA, der dokumenterer en bygnings klimapåvirkning. Dette har medført en markant stigning i brugen af LCA på nybyggeri, hvor 84% af de deltagende virksomheder svarer, at de nu udarbejder LCA ved flere af deres projekter. Det er en markant stigning fra 67% i sidste års måling, der blev foretaget, kort før loven trådte i kraft.
Og selvom det endnu ikke er lovpligtigt at udarbejde LCA på renoveringsprojekter, viser Byggeriets Modenhedsmåling, at det store arbejde med LCA har haft en afsmittende effekt på området for renoveringer. I 2024 svarer 63%, at de laver LCA på renoveringsprojekter sammenholdt med 48% i 2023.
Byggeriets Modenhedsmåling 2024 har også en anden højdespringer, nemlig anvendelsen af avanceret teknologi. 21% af de adspurgte virksomheder svarer i 2024-målingen, at de anvender kunstig intelligens (AI) i deres arbejde, sammenlignet med blot 5% sidste år. Af de 21% svarer knap en tredjedel, at de bruger AI-modeller udviklet specifikt til branchen, mens en tredjedel træner egne AI-modeller. 86% anvender generelle modeller såsom ChatGPT, Dall-E og Midjourney.
Relaterede nyheder