Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Nyheder
  3. · 11-02-2025: De tre nominerede til Innovationsprisen 2025

De tre nominerede til Innovationsprisen 2025

Af: Dorte Nørregaard Larsen, direktør i Energiforum Danmark
11. feb. 2025
Innovationsprisen2025 400X300 (1)
Grafik: Energiforum Danmark

Innovationsprisen 2025: Digitalisering - en stærk tendens i årets felt

Digitalisering og AI har for alvor gjort sit indtog i branchen, hvilket de stærke kandidater til årets innovationspris tydeligt demonstrerer. Her var der 10 stærke bud på, hvordan arbejdet med den grønne omstilling i bygningerne, kan blive bedre og lettere med digitale værktøjer. Fagpanelet har derfor haft en udfordrende opgave med at vælge de tre nominerede. Valget er faldet på det digitale indeklimaværktøj ZEBRAFISH fra Rambøll, det digitale værktøj CO2-vedligeholdelsesplanen fra Ejendom.com og det digitale værktøj Worksense fra EG, der skal understøtte Facility Management arbejdet.

De tre værktøjer adresserer tre vigtige elementer i bygningsdriften; indeklima, den generelle drift og sidst men ikke mindst vedligeholdelse og renovering. De skaber på hver deres måde overblik og bedre beslutningsgrundlag. 

Formand for Energiforum Danmark Heine Knudsen uddyber:
-    Det bliver stadig mere komplekst at drive og vedligeholde bygninger, når vi skal tage hensyn til flere og flere parametre; indeklima, økonomi, klima-aftryk, energiforbrug og biodiversitet. De tre nominerede hjælper os med at få overblik og samle relevante data, så vi kan tage bedre beslutninger.

De tre nominerede og deres løsninger kan kort beskrives således:

EG Worksense er designet til at understøtte Facility Management og arbejdspladsstyring. I den forbindelse er fokus på de ikke-anvendte arealer, som er de dyreste - både for økonomien og for miljøet i uudnyttet energiforbrug. Med EG Worksense opnås derfor en bedre indsigt i bygningens anvendelse og adfærd således, at det er muligt at optimere bygningens energiforbrug ved at sikre optimal udnyttelse af tilgængelige areal. 

ZEBRAFISH er et digitalt værktøj til renovering af bygninger. Rambøll har udviklet dette værktøj, som kan analysere og dokumentere indeklima, energiforbrug og CO2-udledninger i en bygning i forhold til forskellige energibesparende tiltag, der også tager højde for fremtidige forventede klimaforandringer. Bygningsejere og driftsorganisationer får dermed et databaseret grundlag til at træffe rettidige robuste beslutninger.

CO2 vedligeholdelsesplanen er et værktøj, som er udviklet af Ejendom.com. Formålet er at hjælpe byggeriets aktører, med at få overblik over økonomi og klimaftryk i forbindelse med bygge- og renoveringsopgaver, samt det efterfølgende vedligehold.

Vær med til at kåre vinderen og støt din favorit!

Vi kårer vinderen på Energiforum 2025 d. 5. marts kl. 15.30-16.30. Her vil et dommerpanel bestående af Vagn Holk Lauridsen fra TI, Lykke Margot Ricard fra SDU Innovation og Design Engineering, samt Mads Lyngby Pedersen fra EUDP-programmet og selvfølgelig konferencedeltagerne, stemme om hvem der vinder.

Kontakt
Du er velkommen til at kontakte Energiforum Danmark eller de nominerede:

Energiforum Danmark: Dorte Nørregaard Larsen, tlf. 40743040, info@energiforumdanmark.dk

Co2-vedligeholdelsesplanen: Tomas Zhang Mathiesen, tlf. 30687370, tma@ejendom.com

Zebrafish: Frederik B. Winther, tlf. 51618035, fvw@ramboll.dk

EG Worksense: Thomas Kolze, tlf. 25291662, tkolz@eg.dk