To vinkler på COP29
Både den grønne ungdomsbevægelse og Dansk Industri er med, og selvom deres udgangspunkt er meget forskelligt, håber de stadig på ambitiøse aftaler.
I en pressemeddelelse fra den grønne ungdomsbevægelse udtaler Selma de Montgomery
“For tredje år i streg finder COP’en sted i en autoritær oliestat, som bruger verdens vigtigste klimakonference som en brik i deres egen greenwashing. Fossilindustrien vil aldrig kappe deres egen livline, og derfor er det vigtigt, at civilsamfundet er på COP som modvægt til fossillobbyens tilstedeværelse. Der skal ikke laves politik om os, uden os. Vi tager til COP, så magthaverne kan stå ansigt til ansigt med den generation, som betaler prisen for den manglende handling,”
Og mere
“Valget af Donald Trump tvinger Europa til at træde i karakter. Storebror er væk, og nu skal de andre vestlige lande vise globalt ansvar og sætte et højt mål for klimafinansiering. Over hele verden eskalerer klimakrisen, og udsatte lande betaler lige nu prisen - både i menneskeliv og økonomisk - for en krise, som de vestlige lande bærer et historisk ansvar for at skabe. Det er uretfærdigt,” siger Wiktoria Woj, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse
Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i DI udtaler i en pressemeddelelse:
"Globalt set går det den helt gale vej for klimaet, og der er akut brug for, at verden stimler sammen og når fælles fodslag på vigtige spørgsmål om klimafinansiering til udviklingslandene. Det bliver nemlig helt afgørende for, at verdenssamfundet kan indfri Parisaftalen", og fortsætter:
"Ved at styrke den private klimafinansiering kan vi fremtidssikre vores globale klimaindsats. Det kan samtidig også skabe muligheder for danske virksomheder, der er verdensførende i udviklingen af grønne løsninger, som hele verden efterspørger."
Vi krydser fingre for, at indsatsen fra de danske delegationer bærer frugt.
Relaterede nyheder