Slut med at fyre for gråspurvene: Overskudvarme skal udnyttes bedre
Hvis overskudsvarmen fra alle maskinerne, der står og brummer i eksempelvis et datacenter, kan bruges i det nærliggende fjernvarmeselskab, så udnyttes energien bedre.
Regeringen er enig med aftalepartierne Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet om, at det såkaldte prisloft på overskudsvarme fjernes, så det bliver nemmere at opvarme de danske hjem med overskudsvarme fra bl.a. datacentre og industrivirksomheder.
Link: Se aftalen om afskaffelse af prisloft på overskudsvarme her
”Vi fjerner nu en konkret barriere og giver friere rammer, så overskudsvarme kan udvikle sig. Til gengæld har fjernvarmeselskaberne så et større et ansvar for, at projekter med virksomheder om overskudsvarme er økonomisk forsvarlige og til gavn for forbrugerne. Loftet gav mening for at beskytte forbrugerne, men vi kan nu se at rammerne er blevet for stramme. Jeg er glad for, at vi sammen med partierne er enige om en løsning”, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Overskudsvarme udgør i dag ca. 4 pct. af Danmarks fjernvarmeproduktion, men regeringen og aftalepartierne ønsker med denne aftale at understøtte, at det kan blive langt mere i fremtiden.
”Flere lokale fjernvarmeselskaber står klar i startboksen til at kunne udnytte overskudsvarme fra en virksomhed eller et andet anlæg i ens lokalområde. Det er meget positivt, at der nu bliver bedre mulighed for det, og at borgere lokalt altså får gavn af en energi, der i dag går ud til gråspurvene i stedet for at blive udnyttet. Reglerne har været for stramme, og jeg er glad for, at vi partier sammen har kunnet lytte og finde en løsning. Jeg vil glæde mig til at se flere gode samarbejder blive etableret lokalt," siger Jesper Petersen, klima- energi- og forsyningsordfører fra Socialdemokraterne.
”Selvfølgelig skal der være gode muligheder for at udnytte overskudsvarme. Vi skal bruge vores energi effektivt og ikke lade ressourcestrømme gå til spilde. Det har prisloftet desværre spændt ben for. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har fundet en løsning, så overskudsvarme kan bruges til at opvarme danske hjem i stedet for at blive sendt ud i den blå luft. Det har været vigtigt for Venstre længe,” siger Linea Søgaard-Lidell, klima- og energiordfører fra Venstre.
”Vi skal udnytte energien mere effektivt, og det bidrager aftalen til. Nu gør vi det lettere at bruge overskudsvarme fra f.eks. store eltransformerstationer eller datacentre til at lave fjernvarme, så det ikke bare ryger op i luften til ingen verdens nytte. Det er en aftale, vi er meget glade for i Moderaterne,” siger Henrik Frandsen, klima-, energi og forsyningsordfører for Moderaterne.
“Det er utrolig vigtigt, at vi får udnyttet overskudsvarme bedre. Derfor er det godt, at vi nu endelig afskaffer prisloftet på overskudsvarme og sætter mere skub på den grønne omstilling,” siger Anne Valentina Berthelsen, Energi- og forsyningsordfører fra SF.
”Det har været en kilde til frustration for både fjernvarme og virksomheder – og også os i Det Konservative Folkeparti - at vi sender varme ud til fuglene i stedet for ind i radiatoren. Det er spild af energi. Mange virksomheder vil endda gerne forære overskudsvarme til naboerne. Et bøvlet prisloft har stoppet mange projekter, som kunne udnytte og give en konkurrencedygtig pris på en grøn varmekilde. Den hindring fjerner vi nu,” siger Dina Raabjerg, energi- og forsyningsordfører for Det Konservative Folkeparti.
”Enhedslisten forventer, at mange fjernvarmeselskaber vil få mere overskudsvarme ind i den lokale fjernvarme. Vi har tillid til at fjernvarmeselskaber forhandler gode aftaler med erhvervslivet og er med til at sikre billigere fjernvarme og at overskudsvarme erstatter en del af biomassen, som fylder for meget i vores varmeforsyning. Det bliver spændende at følge hvilke projekter med overskudsvarme, der tages op af skuffen og bliver gennemført. Jeg besøger Gærfabrikken i Grenaa i dag og hører om deres gode projekt,” siger Søren Egge Rasmussen, Energiordfører for Enhedslisten.
“I Radikale Venstre har vi gennem en længere periode arbejdet for at fjerne prisloftet på overskudsvarme. Det glæder mig, at regeringen har lyttet. Overskudsvarme skal fremover udgøre en større andel af dansk fjernvarme - og det er denne aftale med til at understøtte,” siger Samira Nawa, Klima-, energi- og forsyningsordfører fra Radikale Venstre.
Konkurrencedygtig grøn varmekilde
Overskudsvarme kan være en konkurrencedygtig grøn varmekilde, der kan give billigere fjernvarme og en fortjeneste for virksomheden, der leverer den.
Overskudsvarmen kan komme fra mange typer virksomheder og også dem med fossile produktionskilder, så længe vi har dem. Men regeringen og aftalepartierne ser et endnu større potentiale for nye, store anlæg på vedvarende energi som fx brintproduktion, CO2-fangst og datacentre. Der har været en grundig branchedialog med varmesektoren forud for fjernelsen af prisloftet for at sikre, at den nye model svarer til behovet i dag og i fremtiden.
Fakta
- Prisen på overskudsvarme fastsættes ved fri forhandling mellem overskudsvarmeleverandøren og fjernvarmevirksomheden.
- Varmepriser må ikke være urimelige eller overstige, hvad de nødvendige omkostninger kan begrunde.
- Kommunen skal godkende fjernvarmevirksomhederne overskudsvarmeprojekter.
- Forbrugerens varmepris er underlagt forbrugerprisloftet på fjernvarme.
- Overskudsvarmeleverandører er undtaget prisreguleringen i varmeforsyningsloven.
- Aftalen skønnes at medføre en mindre merudledning på 0,1 mio. tons CO2 i 2030. Regeringen er enig med partierne om at arbejde for at udligne merudligninger, hvis det viser sig at blive nødvendigt i forhold til klimamålet i 2030.
- Der arbejdes på lovforslag med forventet ikrafttrædelse 1. juli 2025.
Relaterede nyheder