Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Nyheder
  3. · 25-03-2025: Ny kampagne skal forebygge katastrofale tagbrande

Ny kampagne skal forebygge katastrofale tagbrande

Pressemeddelelse fra DBI
25. mar. 2025
Danmark bør aldrig igen opleve en tagbrand som den, der gjorde 130 familier i Vanløse hjemløse for tre år siden. Kampagnen Brandsikre Tage skal klæde boligforeninger og håndværkere på, så fremtidens tage bliver bygget og renoveret brandsikkert.
COLOURBOX53765971
Foto: Colourbox

Det burde være en menneskeret at have et brandsikkert tag over hovedet. Men desværre er virkeligheden, at mange bygninger er opført eller vedligeholdt på en måde, der går ud over brandsikkerheden. Derfor lancerer DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut tirsdag den 25. marts kampagnen Brandsikre Tage, der samler den vigtigste information om brandsikring af tage i et lettilgængeligt format på hjemmesiden brandsikretage.dk.

Sitet henvender sig til to målgrupper: Dels til håndværkere, der arbejder med at bygge og renovere tage, og dels til bestyrelsesmedlemmer eller administratorer i en etageejendom, der skal i gang med et tagprojekt.

Til håndværkerne har DBI udarbejdet en vejledning til, hvordan en lang række forskellige tagtyper kan bygges eller renoveres brandsikkert, og til alle tagene hører tegninger, eksempler, instruktioner og materialelister.

Til bestyrelsesmedlemmerne eller administratorerne, der skal i gang med et tagprojekt, har brandsikretage.dk samlet en række gode råd til, hvordan man kan komme godt i mål med at få nyt, brandsikkert tag over hovedet.

Undgå at tagbrande spreder sig

– Vi har de senere år set alt for mange eksempler på tagbrande, der endte med at blive større end de burde. Vi kan desværre ikke helt undgå tagbrande, men jeg håber, at kampagnen kan være med til at sætte fokus på brandsikkerheden i etagebyggeri, så vi sikrer liv og værdier og undgår, at en tagbrand spreder sig unødigt, siger DBI's markedschef for byggeri Brian V. Jensen.

Kampagnen lanceres på treårsdagen for den store tagbrand i Vanløse, der på tragisk vis gjorde 130 familier hjemløse. At det kunne gå så galt, skyldtes først og fremmest, at taget ikke var konstrueret og vedligeholdt som angivet i den oprindelige byggetilladelse. Allerøverst manglede der adskillende vægge i spidsloftet, og derfor kunne branden sprede sig i hele bygningens længde. Samtidig passerede underbrædderne i tagkonstruktionen brandvæggen, og brandvæggen var ikke ført ud i tagfoden, hvilket ligeledes medvirkede til en hurtigere brandspredning. Endelig var bygningen opført med ventilerede hulrum, der passerede skellene mellem lejlighederne, hvilket også gjorde, at branden kunne sprede sig.

Vil gøre op med skrækeksempler på loftet

– Vi ser igen og igen, at de brandmæssige adskillelser og opdelinger enten er forkert udført eller helt mangler. Det er også en klassiker, at håndværkerne ikke har brandtætnet gennemføringer af fx ledninger og fjernvarmerør ordentligt, og endelig ser vi også en forkert brug af undertag, når tagrummet bruges som depot eller oplagsrum,” siger Brian V. Jensen og pointerer, at det netop er skrækeksempler som disse, brandsikretage.dk søger at gøre op med.

Kampagnen er blevet til med støtte fra Grundejernes Investeringsfond (GI). Vejledningen til håndværkere bygger på en tidligere version, men er i forbindelse med projektet opdateret og udbygget med den nyeste viden og til de gældende love og regler.

Mere information

Se videoer, download tjeklister, vejledningen og øvrigt materiale på www.Brandsikretage.dk.

Relaterede nyheder

DSC 7340 A
12. feb. 2025 Af: Pressemeddelelse fra Realdania
Nu kan bygningsejere få støtte til renovering af etageboligbygninger