Nyt webinar hjælper dig med at optimere energiforbruget
Det er et faktum, at bygninger i Danmark bruger langt mere energi end de burde. Det er også et faktum, at de energirammer, som udarbejdes i forbindelse med byggeansøgningen, stort set aldrig kan overholdes.
Men desværre er det også realiteten, at stort set ingen ved, hvorfor man ikke overholder energirammen, hvor går det galt, og hvad man kan gøre ved det.
En af årsagerne er, at man ikke ved, hvad energien rent faktisk bliver brugt til. Er det energi, der er relateret til bygningen eller til brugeren?
Der er simpelthen ikke installeret de nødvendige målere, og der er ikke den rigtige opdeling af målerhierakiet, så hvor skal man sætte ind?
Mange bygherrer ønsker at arbejde aktivt med at optimere deres energiforbrug og ser også mod bl.a. AI og andre avancerede redskaber, der kan hjælpe med energioptimering, Men hvis man ikke har styr på basis, så er det svært at komme i mål.
Når ledelsen i en stor virksomhed beslutter, at man på globalt plan skal sænke energiforbruget 10 %, hvad er det så de taler om? Hvor skal fokus rettes hen? Er det en adfærdskampagne rettet mod brugere eller er det en teknisk indregulering af ventilationsanlæg?
FORCE Technology har i samarbejde med en række virksomheder, We Build Denmark og Energy Cluster Denmark gennemgået en administrationsbygning og kommer med eksempler på, hvordan man bør bestykke sit målertræ, hvordan man opdeler bygningens forbrug i det, der indgår i energirammen, og det som relaterer sig til bygningens brug.
For det er først, når vi har basis på plads, det giver mening at investere i moderne redskaber såsom IoT, AI mv.
Webinaret finder sted den 4. december, kl. 10.00 - 11.00, og det er gratis at deltage.