Københavns teknik- og miljøudvalg skal i dag tage stilling til en række punkter om en byfornyelse af Christiania. Samarbejdet mellem kommunen og Christiania vil blandt andet betyde flere energirenoveringsprojekter på fristaden.
Indtil videre har opvarmningen af bygningerne på Christiania foregået via oliefyr og koksovne, men de skal nu erstattes af mere miljøvenlige metoder som eksempelvis fjernvarmesystemer. Derudover forventes der at blive igangsat flere energirenoveringsprojekter af bygningerne, der skal give bedre komfort og betyde et lavere energiforbrug for christianitterne.
Aftalen, som også indeholder en lang række andre punkter, der ikke indebærer energiløsninger, er allerede blevet godkendt af Fonden Fristaden Christiania, og skal altså i dag til drøftelse i Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg. Hvis aftalen falder på plads, forventes det, at kommunen vil stå for 20 mio. kr. af finansieringen, mens Christiania selv poster 10 mio. kr. ind til de forskellige projekter. Dertil skal der komme midler fra eksterne fonde, hvis alle punkterne i aftalen skal gennemføres.
Kilde: dknyt