Onsdag godkendte EU-Kommisionen den omstridte omlægning af den danske PSO-afgift. Klimaminister Lars Chr. Lilleholt glæder sig over, at EU har godkendt omlægningen og kalder det for en historisk dag for dansk klima- og energipolitik.
Med omlægningen af den omstridte PSO-afgift er der nu sikkerhed om finansieringen af Danmarks grønne omstilling siger Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse:
"I dag er en historisk dag for dansk klima- og energipolitik. Vi har forhandlet et godt kompromis med EU-kommisionen, hvor Danmark udfaser PSO-afgiften over en 5-årig periode og udbygger vores infrastruktur til udlandet. EU-Kommisionens kritik er nu løst en gang for alle", lyder det fra Lars Chr. Lilleholt.
Tilbage i november måned indgik den nu daværende V-regering en bred politisk aftale med resten af blå blok, Socialdemokratiet, Radikale og SF om en gradvis afskaffelse af PSO-afgiften fra 2017-2022, så støtten til vedvarende energi fremover finansieres over finansloven. Aftalen forudsatte dog en accept fra EU-Kommisionen som altså kom onsdag i denne uge.
Med godkendelsen følger dog en betingelse på en ekstra regning på knap 850 mio. kroner, da Danmark fortsat overtræder EU's statsstøtteregler de kommende år, hvor PSO-afgiften bliver udfaset.