Bygningsstyrelsen vil som noget nyt over de næste to år udarbejde og udgive præcise krav til projektmaterialet for udvalgte fag. Dette sker på baggrund af Bygningsstyrelsens gode erfaringer med at stille krav til brug af performancetest-metoden i byggeprojekter.
Bygningsstyrelsen oplever ofte, at en stor del af deres byggerier ikke er brugbare ved afleveringen, hvilket koster alle parter dyrt. Årsagen er ofte at finde i projektmaterialet, som ikke er koordineret fagene imellem, eller i det spænd mellem, hvor rådgiverne har stoppet deres projektering, og hvor leverandører/entreprenører starter deres projektering.
Derfor afsøger Bygningsstyrelsen nu nye muligheder for, at forbedre samarbejdet mellem styrelsen og de entreprenører der byder på de mange byggeprojekter, og for at forbedre byggeriernes kvalitet.
Arbejdet med fagspecifikke ydelsesbeskrivelser skal ses i forlængelse af Bygningsstyrelsens kvalitetssikring af foreløbig 45 byggesagers projektmateriale samt indførelse af performancetest-metoden. I performancetest-metoden anerkendes det, at der efter kontraktindgåelse ikke kun skal bygges, men at der først er en fase med en entreprenørafhængig detailprojektering, hvorefter byggeproduktionen går i gang. Endvidere kommer en slutfase, hvor det sikres at bygningen indreguleres og performance-testes inden aflevering, så vi ved, at bygningen virker som tiltænkt og dermed kan bruges af brugerne.
De fagspecifikke ydelsesbeskrivelser vil betyde, at uklarheder reduceres, og at entreprenører og leverandører vil få et bedre overblik over, hvad der skal projekteres, bygges og gives tilbud på.
Hver fagspecifik ydelsesbeskrivelse vil blive sendt til kommentering hos mindst en aktør i den pågældende branche forud for udgivelse.
Kilde: Bygningsstyrelsen