I 2017 har Kina investeret over dobbelt så mange penge i vindenergi som både Europa og USA. Mens Kina lagde 847 mia. kroner i vindmøller, investerede Europa og USA hver lidt over 360 mia. kroner i vindenergi. Det skriver EnergiWatch.
Kina er fremme i skoene, når det kommer til nyt byggeri af vindmøller. Siden 2014 har Kinas investeringer i vindenergi overgået Europas.
Og efter en megavækst af nye vindmøller på 30.753 MW i 2015 overgik Kinas samlede vindmøllekapacitet på over 145.000 MW Europas på ca. 142.000 MW. Det fortæller tal fra Global Wind Energy Council og Wind Europe.
I 2017 var den samlede vindmølle kapacitet i Kina på 188.390 MW.
Ud af de mange vindmøller i Kina flager nogle symbolsk med dansk flag. Vestas har gennem årene bygget vindmøller i Kina. Også den 6. juli i år kunne Børsen oplyse, at Vestas leverer 20 vindmøller til et projekt i Kina. Møllerne installeres i første halvdel af 2019.
Energien er ikke altid grønnere på den anden side
På trods af de mange investeringer i vindenergi – og andre former for vedvarende energi – udgør energiproduktionen fra kul stadig en stor del af Kinas energiforbrug.
I 2017 steg den kinesiske energiproduktion fra kul med 5,2 procent. Samlet udgør energiproduktionen fra fossile brændstoffer 70 procent af energien i Kina. Energiproduktionen fra vedvarende energikilder udgjorde i 2017 26 procent, mens atomkraftværker stod for ca. 4 procent.
Det viser tal fra China Energy Council.
Det skal alligevel ses i forhold til, at produktionen fra vindenergi steg fra 2016 til 2017 med 26 procent. Vindenergi er dermed den største vedvarende energikilde i Kina, når det kommer til produktion af strøm.
Kinas vækst i vindmøller er alligevel så stor, at de nationale energimyndigheder i maj måtte trække i nødbremsen for flere vindmøller i fem regioner. Det fortæller EnergiWatch.
Kilde: EnergiWatch