Vejrudsigten lover rekordhøj hedebølge over Europa. Imens har den varme, vindstille sommer allerede sat sit præg på Skandinaviens energiproduktion fra vedvarende energikilder.
I Danmark står vindenergiproduktionen næsten stille. Vindenergi dækker i dag kun tre procent af det danske elforbrug på grund af det vindstille vejr. Det skriver Ingeniøren.
Den solrige sommer har derimod sat gang i solcellernes energiproduktion. Solcelleenergien svarer alligevel kun til en sjettedel af vindmøllerne. Solcelleanlæggene kan derfor ikke kompensere for den manglende vind.
Tysk-skandinavisk energiforhold omvendes
I de andre skandinaviske lande har sommervejret også påvirket energiproduktionen. Tørken har gjort, at der har manglet regn til at fylde vandreserverne, og varmen har ledt til øget fordampning.
Energiproduktionen fra vandkraft er derfor faldet markant. Det skriver EnergiWatch.
På grund af den manglende vind- og vandkraft i Skandinavien importeres der i sommeren strøm fra Tyskland. Importen til de nordiske lande fra Tyskland dækker over 1030 MW. Det er et omvendt billede i forhold til sidste år. Her blev der i stedet eksporteret 1360 MW fra Skandinavien til Tyskland.
Sveriges atomkraftværker har også problemer, hvor energiselskabet Vattenfall i tirsdags valgte at midlertidigt lukke atomkraftværket Ringhals på den svenske vestkyst.
Vandet, som nedkøler atomkraftværkernes reaktorer, usædvanligt varmt, og de høje temperaturer har fordampet vandstanden lavere. Atomkraftreaktorerne kan derfor ikke nedkøles tilstrækkeligt.
Mere kulkraft i sommerheden
Den vedvarende energiproduktion fra vind og vand lider i sommervarmen, og det betyder at sort energi må kompensere.
– Vi har ikke mulighed for at skrue op for vindmøllerne eller lave mere vand til vandkraftværkerne, og kernekraftværkerne kører typisk så meget, de kan. Kun produktionen med kul og gas kan der skrues op for, siger chefkonsulent Karsten Capion fra Dansk Energi til Ingeniøren.
De skandinaviske landes energiforbrug ser især mørkere ud på grund af importen fra Tyskland, hvor kulkraftværker stadig spiller en stor rolle.
– Lavere vindkraftproduktion og lavere vandkraftproduktion giver en højere CO2-emission på den strøm, som Danmark importerer. Jeg tvivler stærkt på, at de flere solskinstimer, vi har været begunstiget med i denne sommer, har øget elproduktionen fra Europas solcelleanlæg nok til at kompensere for dette,« siger partner hos EA Energianalyse Hans-Henrik Lindboe til Berlingske Business.
Elmarkedsdirektør i Energinet.dk Søren Dupont påpeger i en artikel fra Berlingske Business, at den fossile energi er rygraden i elproduktionen, når vejret er tørt og vindstille.
Kilde: Ingeniøren, EnergiWatch & Berlingske Business