Det faktiske energiforbrug faldt i det første kvartal af 2019 med 9,7 pct. i forhold til samme periode året før. Udviklingen dækker over et stort fald i forbruget af kul, naturgas og olie, mens elproduktionen fra solceller og vindmøller steg kraftigt i årets første tre måneder.
Faldet i energiforbruget skyldes dels, at vindkraftproduktionen steg 24 pct. på grund af bedre vindforhold og dels et betydeligt varmere vejr end sidste år. I årets første kvartal var der således 19 pct. færre graddage sammenlignet med samme periode året før. Stigningen i vindkraftproduktionen bidrager desuden til et fald i det samlede energiforbrug, da vindkraft alene bidrager med den producerede el, mens el produceret på termiske kraftværker (med kul, gas og biomasse) også afstedkommer et konverteringstab.