EUDP har valgt at støtte den danske virksomhed Resen Waves, som har udviklet en ny bølgekraftteknologi. Teknologien skal over de næste år kommercialiseres gennem EUDP-støtten.
Det skriver EnergiWatch.
Resen Waves har udviklet et produkt, som går under navnet Resen Waves Power Bouy. Produktet tager form som en bøje og indeholder et batteri, der kan levere strøm til forskellige maskiner og instrumenter på havbunden ved hjælp af bølgekraft.
Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har valgt at støtte projektet og dets seks medansøgere med 4,9 mio. kr.
Mulighederne er mange
Udover at bølgekraftteknologien kan generere strøm, kan produktet også anvendes til overvågning.
Stifter og adm. direktør hos selskabet Resen Waves, Per Resen, vurderer at produktet blandt andet kan blive en hjælp i olie- og gasindustrien, da teknologien på daglig basis kan overvåge om tingene fungerer, som de skal.
Produktet kan også være relevant i arbejdet med havvindmølleparker, da teknologien kan producere strøm til målinger af fx vindhastighed og turbulens, mens den samtidig kan levere datakommunikationen til land.
Yderligere kan produktet anvendes til tsunami-overvågning, samt overvågning af undervandssikkerhed, dyreforhold og meget mere.
Du kan få en større forståelse for Resen Waves Power Bouy gennem videoen her.
Pålideligheden skal dokumenteres
Resen Waves ønsker gennem EUDP-støtten at gøre deres bølgekraftteknologi driftspålidelig. At produktet er veldokumenteret i drift, er et krav der stilles i fx olie- og gasindustrien, som sjældent lukker fremmede samarbejdspartnere ind.
- I olie- og gasbranchen vil man overhovedet ikke have noget inden for dørene, som ikke er dokumenteret i alle ender og kanter (…), siger Per Resen.
Per Resen forklarer derfor, hvordan støtten fra EUDP primært har til formål at sikre produktets pålidelighed.
- Vi er allerede i kontakt med en række kunder inden for det her område, og vi kan se, at høj driftspålidelighed er det allervigtigste for dem. Til professionel brug vil man have noget, der er super dokumenteret. Det er det, det her toårige projekt skal bidrage til, fortæller han.
Kilde: EnergiWatch, Resen Waves