Frygt ikke, at strømmen og varmen går på grund af Corona. Ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet fungerer beredskaberne for energi- og forsyningssektoren som planlagt, og Coronavirussen går dermed ikke ud over Danmarks høje forsyningssikkerhed på energiområdet.
Danmark er i disse uger lukket og slukket for at undgå, at Coronavirussens hærgen rammer for hårdt.
Men hvilke konsekvenser får den melding i energibranchen, der sørger for, at danskernes hjem (som nu også fungerer som kontor, børnehave og skole m.m.) er varme at opholde sig i, at køleskabet og fryseren kører, og at man kan tænde for lyset og komfuret?
Hele energisektoren og ministeriet følger situationen meget tæt, og selskaberne har allerede beredskabsplaner og krisestyringsværktøjer, som de har taget i brug for at sikre en fortsat høj forsyningssikkerhed. Man kan som borger derfor være trygge ved, at der fortsat vil være strøm i kontakten og gas, varme og olie nok på trods af Coronavirus.
Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse, som blev bragt fredag eftermiddag.
Energistyrelsen sørger for, at der er løbende kontakt med selskaberne i energibranchen om forsyningssituationen, og der er en tæt dialog med de såkaldte samfundskritiske aktører for at sikre fortsat høj forsyningssikkerhed i den situation, vi står i nu:
”Som det ser ud nu, er der ingen tegn på fare for forsyningssikkerheden. Den eksisterende regulering på forsyningsområdet er tilstrækkelig til at sikre energiforsyningen, og forsyningsselskaberne følger på god vis de forholdsregler, som regeringen har udmeldt. Vi følger naturligvis udviklingen tæt og vurderer på den baggrund løbende, hvorvidt der er behov for nye tiltag,” siger direktør i Energistyrelsen Kristoffer Böttzauw.
Vi kan derfor være helt rolige. Varmen i radiatoren og strømmen til køleskabet slipper ikke lige pludselig op på samme måde som gær og toiletpapir i supermarkederne.