Andet halvår 2021 har været præget af stigende gennemsnitspriser for alle erhvervsforbrugere. De mindste erhvervsforbrugere betalte 37,21 øre/kWh mere i andet halvår 2021 end i første halvår 2021, mens de største erhvervsforbrugere betalte 45,59 øre/kWh mere.
Spotprisen for el steg med 55,29 øre/kWh i samme periode til gennemsnitligt 95,79 øre/kWh. Dermed var spotprisen for el i andet halvår 2021 den højeste i de senere år.
Årsagen til stigningen i elprisen er en kombination af et fald i produktionen af vandkraft i Sverige og Norge samt højere CO2- kvotepriser, som steg fra 30 euro/ton i 2020 til over 80 euro/ton i 2021. Samtidig steg kulprisen fra 80 US $/ton til over 140 US $/ton i slutning af perioden.
Den pris, som erhvervsforbrugerne betalte i andet halvår 2021, var for alle forbrugsbånd lavere end spotprisen. Der er sket en stigning i andelen af erhvervskunder med faste priser, hvilket blandt andet kan være en af årsagerne til, at den gennemsnitlige forskel mellem erhvervsforbrugernes elpriser og spotpriserne er forøget.