Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Om os
  3. · Foreningens historie

Foreningens historie

Tidslinje

1982 "Foreningen for Energistyring" dannes

1984 Energi- & Miljøprisen uddeles for første gang (nu Energiforum Danmarks Handlingspris)

1996 Foreningen skifter navn til "Foreningen for Energi & Miljø"

2009 Foreningen skifter navn til "Energiforum Danmark"

2017 Magasinet digitaliseres

2018 Den første innovationspris uddeles

2023 Den første handlingspris uddeles (tidligere Energi- & Miljøprisen)

Foreningen For Energistyring

De første 25 år

En forening med visioner baseret på erfaringer har jubilæum

Skrevet af Evald Brønd i forbindelse med 25-års jubilæet i 2007

Umiddelbart efter den såkaldte energikrise i efteråret 1973, hvor oliepriserne steg så meget, at der blev beordret bilfri søndage og maksimaltemperaturer på arbejdsplad­ser og i hjemmene, nedsatte det daværende Handelsministerium, hvorunder energi­spørgsmål hørte, et Energispareudvalg. Dets medlemmer skulle foreslå midler og værktøjer, der kunne få alle, både private og offentlige virksomheder og foretagen­der såvel som private borgere, til virkelig at bekymre sig om den mest effektive udnyttelse af energien, der dengang for omkring 95 % vedkommende var baseret på import af kul og især olieprodukter.

Udvalget fik sat mange aktiviteter i gang i form af kampagner, plakater og undervisningsmateriale samt kurser for de energiansvarlige medarbejdere, som det ­blev anbefalet, at virksomheder og offentlige foretagender udnævnte.

I kølvandet på disse kurser, hvori flere hundrede, ja mere end tusinde medarbejdere lærte om mulighederne for at effektivisere energiforbruget, opstod det naturlige ønske, at disse medarbejdere fik muligheder for at vedligeholde og udvide den opnåede viden samt få et forum, hvor der kunne udveksles erfaringer med kolleger i tilsvarende job.

Helt i overensstemmelse med det nyoprettede Energiministeriums ønsker blev der da for snart 25 år siden, helt nøjagtigt den 23. april 1982, indkaldt til orienteringsmøde om "Energistyring" til fremme energibesparelser samt til stiftende generalforsamling for "Foreningen for Energistyring". Mødet havde samlet flere hundrede deltagere og den nystiftede forening fik bred tilslutning fra starten.

I de forløbne år har foreningen vist sin eksistensberettigelse. Utallige er de arrangementer, som er blevet gennemført over hele landet, ikke mindst har det store årsmøde, der normalt afholdes i februar måned, haft en stor betydning. Ved dette møde uddeles Energistyringsprisen til en virksomhed/foretagende/andre, der har gjort en særlige indsats i det forløbne år.

Foreningens bestyrelse er bestandig opmærksom på udviklingen; på det organisatoriske område har man eksempelvis oprettet lokalafdelinger i landets forskellige egne. I de første år var det af Energispareudvalget udgivne blad "Ener­gistyring" foreningens effektive talerør, men da dette blad ophørte i 1996 samtidig med at Energispareudvalget blev nedlagt, besluttede foreningen at udgive sit eget medlemsblad 4 gange årligt; indtil udgangen af 2005 er der i alt udgivet 45 numre af bladet, som nu er det effektive talerør for foreningen og arrangementerne til både medlemmer og andre interesserede.

Foreningen blev som nævnt stiftet på baggrund af en energikrise; der var dengang ikke mange, hvis overhovedet nogen, der kædede energiforbruget sammen med miljøpåvirkninger. Det varede dog ikke længe, inden energiforbrug blev en facet af miljøspørgsmål ene, så det var helt naturligt, at foreningen for år tilbage ændrede sit navn til "Foreningen for Energi & Miljø".

Såvel de teknologiske som de økonomiske betingelser for effektiv energiud­nyttelse til mindst mulig gene for omgivelserne har ændret sig radikalt i foreningens levetid, forhold som dens arrangementer har været stærkt påvirket af. Mens der ikke var mange, der ved energikrisens start i 1973 havde ret megen kendskab til energi­forbrugets størrelse, endsige dets fordeling på forbrugsformål, så er der i dag et avanceret sæt af værktøjer til rådighed til at følge og on-line påvirke forbruget. På de økonomiske områder er det tilstrækkeligt at nævne, at man før 1973 betalte omkring 60 kr. for 1000 liter fyringsolie; i dag er prisen over 100 gange større.

Selvom Danmark i adskillige år har været nettoeksportør af råenergi i form af olie og naturgas mod tidligere at have importeret så at sige hele energiforbruget, så ved vi jo godt, at det er begrænset hvor mange år vi kan bruge løs af de fossile brændsler, der ikke forøges i nær samme omfang som forbruget på verdensplan stiger.

Der er med andre ord også i dag - og måske endda i stigende omfang - ­behov at være yderst opmærksom på at udnytte energiresurserne og effektivisere forbruget så meget som muligt, naturligvis under hensyntagen til miljøet og de økonomiske betingelser.

Forside

Fra forening til forum

Efter mere end 25 år som forening og mere end 10 år som Foreningen For Energi & Miljø er der behov for en modernisering af vores foreningsarbejde og vores grafiske udseende, endelig undergår foreningen en større digitalisering.

De mange lokale netværk afløses gradvis af fagnetværk som fx. kommunenetværk og CTS-netværk, vores energihåndbog bliver til energiwiki.dk og nyhedsbreve sendes nu jævnligt fra en ny og mere dynamisk hjemmeside.

I 2009 vedtages endnu en navneskifte, og foreningen bliver til Energiforum Danmark - med fokus på energi og klimaforhold, særligt i forbindelse med bygninger.

Også vores magasin får et væsentligt ansigtsløft og en fast redaktionsgruppe og professionel grafiker.

Fokus er stadig viden, netværk og debat.

I samfundet slår klimadagsorden sig mere fast og bliver også en vigtig del af diskussionen i Energiforum Danmark. Men energieffektivisering og ressourcestyring er stadig nøglebegreber i foreningens virke.

En række nye teknologier puster liv i de klassiske dyder som overvågning af forbrug, evidensbaserede handlinger og visioner, der bygger på erfaringer.

De nye teknologiske muligheder betyder også, at bladet digitaliseres, både af økonomiske og ressourcemæssige grunde. Digitaliseringen betyder større rækkevidde og længere levetid for mange artikler, selvom nogle medlemmer stadig savner at få post fra foreningen.

Med COVID19 får Energiforum Danmark i 2021 for alvor et skub ind i den digitale tidsalder. Årskonferencen, der i perioden 2017-2020 er nået op på mere end 300 deltagere, må i 2021 afløses af et digitalt event. Det bliver til en hel uge med mere end 41 webinarer, der ialt havde knap 5000 tilmeldte.

Herefter var der ingen vej tilbage, og online tilbud er en fast del af vores tilbud til medlemmerne, bl.a. er vores månedlige online morgenkaffemøder en stor succes med 50-70 deltagere hver gang.

De seneste år er foreningens profil som meningsdanner blevet skærpet. Vores stærke faglige fundament og meninger skabt på baggrund af erfaringer giver os en unik platform til at fremme den grønne dagsorden og lette medlemmernes arbejde med den grønne omstilling.