Ny analyse: Energilagringen af grøn solcellestrøm skal fremmes
------------------
Ifølge Energistyrelsens Klimastatus og -fremskrivning fra 2023 fremskrives den samlede solcellekapacitet herhjemme til ca 13,0 GW i 2030.
Når vi skriver 2035 forventer Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet, at solcellekapaciteten i Danmark ottedobles sammenlignet med i dag.
Kilde: Regeringens solcellestrategi, udg. 2024
https://www.kefm.dk/Media/638518857666687325/Solcellestrategi.pdf
Samfundsøkonomisk går det dog ikke op, når regeringen med sin netop lancerede solcellestrategi støtter aktivt op om at få endnu flere solceller på tagene.
Der findes nemlig allerede så mange, som alle står og producerer elektricitet på samme tid. Og når danskerne sætter solcellerne op på deres hustage, taber samfundet.
Det viser en ny analyse fra tænketanken Axcelfuture.
“Investeringen i solceller giver et fornuftigt afkast for en familie i et parcelhus med et typisk elforbrug. Størstedelen af gevinsten ved investeringen skyldes, at man ikke betaler elafgift af den strøm, man selv producerer, men kun af den strøm, man køber fra elnettet. Det er hverken fair eller samfundsøkonomisk fornuftigt, at solceller støttes indirekte på denne måde. Især ikke da den vejrafhængige energiproduktion er forbundet med negative eksterne omkostninger for resten af elnettets brugere”, lyder det i rapporten.
Lagring af energi er en vigtig nøgle i den grønne omstilling
Udfordringen ved solenergi for både det samlede elsystem og økonomien i det enkelte solcelleprojekt er, at produktionen af solenergi sjældent er sammenfaldende med tidspunkterne for det højeste energiforbrug i husholdninger, lyder det i rapporten fra Axcelfuture.
Axcelfutures analyse konkluderer, at det vil være mere hensigtsmæssigt fremadrettet i højere grad at “fremme energilagringen af grøn strøm frem for selve VE-produktionen. Med mere energilagring vil kannibaliseringseffekten blive reduceret, hvilket øger værdien af solcellestrøm for både den enkelte og for samfundet”.
Green Power Denmark er enig, at lagringen af den overskudsenergi, som grønne energikilder som solceller producerer, skal fremmes. Lagring af energi er nemlig en vigtig nøgle til at få den grønne omstilling til at hænge sammen.
“De mange opsatte solcelleanlæg giver os masser billig energi, når de producerer strøm, men energien er dyrere, når de ikke producerer. Derfor er det vigtigt, at vi bliver i stand til at flytte rundt på den grønne energi i de perioder, hvor der ikke produceres lige så meget grøn strøm. Og her er batterilagring en effektiv løsning”, siger Kristian Rune Poulsen, chefkonsulent hos Green Power Denmark.
En analyse fra Aurora Energy Research forudser en mangedobling i den installerede kapacitet fra batterianlæg i Europa – fra 7,1 GW i dag til 51 GW i 2030 og 98 GW i 2050.
Bornholm får Danmarks største batteri
Syd for Hasle på Bornholm er energiselskabet Ewii netop ved at etablere det største batterianlæg i Danmark. Det kommer til at fylde 1.400 kvadratmeter og veje 890 tons og vil kunne levere strøm til hele Bornholm i halvanden time.
Arbejdet med at opføre Danmarks største batterianlæg i Danmark er gået i gang. Store batterier, der lagrer overskudsstrøm fra sol og vind, er nemlig en vigtig brik i den grønne omstilling af strømmen. Foto: Ewii.
Ewii har mindre batterianlæg i drift på Fyn og i Korsør og planlægger at sætte yderligere anlæg op i Kolding og på Sjælland.
Udrulningen af storskala-batterier er dog en regulatorisk udfordring i Danmark, forklarer Kristian Rune Poulsen.
“Batterilagring er stadig meget nyt i Danmark, og det er nødvendigt at lovgivningen ændres, så teknologien kan udnyttes bedre herhjemme. Lige nu står planloven fx. i vejen for, at man kan få lov til at opsætte batterier sammen med solcelleanlæg på marker. Og det så vi gerne ændret”, siger han.
Kristian Rune Poulsen fra Green Power Denmark slår dog fast, at brancheorganisationen ikke ønsker, at der opsættes færre solceller i Danmark. Tværtimod.
“Solceller er den teknologi, der har gjort allerstørst fremskridt på det prismæssige de sidste mange år. Den er faldet fra den dyreste energiproduktion til den billigste måde at lave energi på. Og det gør, at vi kan sætte mange flere solceller op – både på hustage og ude på markerne – end vi turde drømme om, fordi det er så billigt”, siger han og slår fast:
“Så vi skal køre på med opsætningen af solceller herhjemme. Men vi skal gøre det på den rigtige måde”.
Green Power Denmark vil udfase elafgiften
Danmark har Europas højeste elafgift. Ved indgangen til 2024 steg den fra 69,7 øre/kWh til 76, 1 øre/kWh. For en gennemsnitshusstand betyder det en ekstraudgift på 321 kr. om året og i alt 3806 kr. årligt til elafgift.
Brancheorganisationen Green Power Denmark opfordrer til et opgør med elafgiften for at gøre samfundet mere lige og bl.a. få fremmet investeringer i batterier til at balancere elnettet.
Green Power Denmark foreslår, at man fra 2025 til 2030 sænker elafgiften gradvist til EU's minimumsniveau på 0,8 øre/kWh.
Det svarer til en årlig reduktion på ca. 13 øre fra 2025 frem til 2030 og vil give en årlig besparelse for en gennemsnitlig familie på 3.100 kr.
Relaterede artikler