Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Viden og temaer
  3. · 13-04-2023 Ventilationssystem fjerner Corona og andre vira fra små rum på 24 sekunder

Ventilationssystem fjerner Corona og andre vira fra små rum på 24 sekunder

Af: Lars Forsberg, CEO hos IWI Technology & Kim Kronby, direktør hos JS Ventilation A/S
13. apr. 2023
Sammen med Teknologisk Institut har virksomheden IWI Technology udviklet et nyt ventilationssystem ved navn AirFlush. Systemet kan rense luften i små rum 50 gange hurtigere end normal ventilation og dermed fungere som værn mod fremtidens luftbårne sygdomme.
Colourbox48349292
Foto: Colourbox

Det er mere end tre år siden corona brød ud fra Kinas Wuhan-provins.

Med samme smitsomhed som mæslinger og en lang inkubationstid, invaderede corona alle verdens samfund på få uger, og lukkede disse med hidtil uset kraft.

Coronavirus er her stadig, og selvom den nuværende corona-variant er mildere, så gør den forsat mange danskere alvorligt syge i flere uger, ligesom de smittede oplever senfølger med træthed og mangel på energi. 

Hvad fremtiden bringer af ny mikrobiologi, ved vi ikke, men der hersker bred enighed om, at vi ikke har set den sidste pandemi af denne art.

Det er opsigtsvækkende, at danske forskere nu konkluderer, at myndighederne ikke bare tog fejl i relation til Coronavirus’ evne til at rejse over grænser, men også dens primære smittevej. Det er nu konkluderet, at smittevejen entydigt går gennem luften.

Sagt med andre ord, er det her man skal sætte ind, frem for at sætte sin lid til håndsprit og intensiveret rengøring. Holdningen deles af WHO, hvis seneste rapporter konkluderer det samme. 

Dansk udviklingsfirma helt på forkant

Ideen om luft som primær smittevej opstod dog allerede i starten af pandemien hos det danske ingeniørselskab, IWI Technology.

Direktør Lars Forsberg udtaler:

“Det var påfaldende at se smitten brede sig med lynets hast, trods værnemidler og fokus på håndhygiejne og rengøring. Især undrede vi os over smitten blandt sundhedspersonalet. Sundhedspersonale blev smittet i ”klynger”, med dusinvis af medarbejdere eller hele afdelinger smittet på en enkelt dag. Samme fænomen så du til store begivenheder, bl.a. i Viborg og Oslo”.

Allerede i juni 2020 gik IWI Technology derfor i gang med en plan, som skulle teste deres hypoteser af. Dette gjorde at de hurtigt fik støtte til deres forsøg og testopsætninger.

Området “luft” var nyt for den Nordkøbenhavnske virksomhed, der hidtil har fokuseret på hygiejneløsninger til toiletrum.

Sammen med Teknologisk Institut har de brugt de sidste to år på at udvikle et nyt ventilationssystem, som de kalder for AirFlush. Systemet kan rense luften i små rum 50 gange hurtigere end normal ventilation.

“Vi har arbejdet med toiletter i en lang årrække, så det var naturligt for os at mistænke luften i et så lille rum, som en potentiel smittekilde. Vi ved fra andre målinger vi har stået for, hvor travlt et personaletoilet på et hospital kan være. Ofte er der over 10 besøgende i timen, og de kommer gerne i ”klumper”, hvor fire-fem personer benytter toilettet lige efter hinanden. Så her bevæger man sig ofte og hurtigt ind og ud af sine kollegaers sfære”, siger Lars Forsberg.

Normal ventilation virker meget dårligt

Kombinationen af de små forhold, som er synonym med toiletter, og den hyppige, men korte benyttelse, mistænkte IWI Technology derfor som en oplagt synder i forhold til den udbredte klyngesmitte i hospitals- og plejesektoren. 

Toiletter ventileres normalt ved udsugning placeret i loftet. Dette er hensigtsmæssigt, da indbygning af føringsrør kan foregå over det nedhængte loft.

Ydermere gælder det for de svovlgasser, ammonium dampe, CO2 og varme, der dannes ved besøg på toilettet, at det stiger opad.

Sådan er det dog ikke nødvendigvis med vira, heriblandt coronavirus.

Viruspartiklerne er langt mere diffuse, såsom røg, og er ved udånding bundet til vandmolekyler eller små dråber.

Dråberne påvirkes af tyngdekraften, og søger derfor mod gulvet. Men traditionel ventilation vil trække opad, og der skabes derfor en ”smitte-tåge”. Tågen kan hænge op til adskillige timer i et dårligt ventileret rum, viser forsøg, som IWI Technologys har lavet.

Selvom der anvendes traditionel lovpligtig loftsventilation, der yder 36 kubikmeter i timen, kan smitten hænge i luften i hele og halve timer – og det er mere end rigeligt til at smitte mange mennesker.

Ventilation

Figuren viser traditionel ventilation gennem loftet. Dette er ifølge forfatterne ikke hensigtsmæssigt for lidt tungere partikler, som fx coronavirus bundet til vand.

IWI Technology ”skyller” den dårlige luft ud

Ideen til IWI Technologys system er at vende tingene på hovedet, så både udsugning og tyngdekraften hjælpes ad, med oprensning af luften.

Deres ide er hjulpet af, at langt de fleste nyere toiletter, har væghængte toiletter og en forsatsvæg.

Det er den perfekte mulighed for at suge luften ud under toilettet, og kombineret med en perforeret loftsplade og et trykkammer over loftet, kan der skabes en ”stempeleffekt”.

"Vi kalder systemet for AirFlush, fordi det ”skyller” den dårlige luft ud, akkurat som et toilet skyller ud. Vi kan fjerne 95 % af alle partikler, herunder Coronavirus-partikler, på kun 24 sekunder. Det er hurtigere end vi nogensinde kunne have drømt om”” forklarer Lars Forsberg.

Med AirFlush kan risikoen for smitte mellem brugere af et toilet derfor nedsættes drastisk, og selskabet har allerede indleveret patent på systemet.

Ventilationsgraf

Figuren viser antallet og henfaldet af partikler i et toiletrum, samt forskellen mellem traditionel ventilation og IWI Technology nye system AirFlush

Forsøg i marken er næste skridt

IWI Technology har allieret sig med deres udførende partner, JS Ventilation A/S, og de to skal snart i gang med de første rigtige installationer af ventilationssystemet.

AirFlush skal i første omgang testes på et eller flere hospitaler i Region Hovedstaden, for at se effekten af det renere indeklima.

"Ren luft og renere overflader vil nedbringe smitte blandt de sundhedsfaglige personaler og vi forventer at kunne reducere sygefraværet betydeligt med de nye installationer. Præcis hvor meget, det må tiden vise, men vores umiddelbare mål er 20 %”, siger Kim Kronby fra JS ventilation A/S.

At skære hver femte sygedag væk, vil være et vigtigt bidrag til en allerede presset bemandings- og rekrutteringssituation i omsorgssektoren, slutter Kim Kronby:

“Sygefraværet i omsorgssektoren er højt, så Danmark får bryg for alle de tekniske løsninger vi kan finde på, så smitten mellem personaler, patienter osv. reduceres, og antallet af sygedage nedbringes”.

Relaterede artikler

Indeklimaindsats 1244X700 1
21. mar. 2024 Af: Kristian Andersen, byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern Kommune, og Jens Ole Koch, udviklingskonsulent hos Ringkøbing-Skjern Kommune.
Strategisk planlægning effektiviserer kommunal indeklimaindsats på skolerne
Kalkknuser 3 1
13. apr. 2023 Af: Jan V. Kristensen, journalist
Kalk koster kroner – også på energiregningen