Digitalt værktøj skal styrke kommunale klimaindsatser
I Danmark står bygninger for 40 procent af det samlede energiforbrug. Det tal forsøger Energistyrelsen nu at banke ned med det digitale værktøj ‘Boliganalysen’, der er lavet i samarbejde med KL, Realdania og tre kommuner.
Med Boliganalysen kan enhver kommunal medarbejder med få klik foretage analyser, der før ville have krævet store ressourcer og ekspertviden – og få serveret svarene i et brugervenligt format.
‘Boliganalysen’ gør det nemt at kommunikere målrettet til borgerne baseret på individuelle data, f.eks. ved at foreslå alle borgere i kommunen med oliefyr at konvertere til fjernvarme eller varmepumpe.
Det nye digitale værktøj kan også generere unikke kampagnehjemmesider tilpasset den enkelte borgers boligsituation ved bl.a. at bruge indhold fra Energistyrelsens side SparEnergi.dk.
Desuden kan Boliganalysen bruges til hele processen med at finde de rette borgere, oprette kampagnesider og kampagnebrev og flette adresser med CPR-data, så breve kan sendes via e-Boks.
Værktøjet skal udbredes til alle kommuner
Boliganalysen skal altså gøre det nemmere for landets kommuner at rådgive borgerne om fordelen ved at energirenovere deres bolig.
Og det digitale værktøj er et godt eksempel på noget, vi har talt om i årevis: At udvikle nyttige brugervenlige værktøjer, der udnytter de enorme mængder data i offentlige databaser.
Vi kan takke Høje-Taastrup, Middelfart, Fredericia, Fredensborg og Roskilde kommuner for sammen med Realdania og Viegand Maagøe at udvikle og afprøve værktøjet.
Nu er Energistyrelsen gået ind for at hjælpe med at udbrede Boliganalysen, så alle kommuner kan få glæde af det.
Det koster 15.000 kr. om året for en kommune at være med. Men i min optik er det pebernødder sammenlignet med den værdi, Boliganalysen giver.
12 kommuner er allerede brugere af Boliganalysen. Hvis du arbejder i en kommune, som endnu ikke er i gang, kan I få en introduktion på et af Energistyrelsens gratis webinarer tirsdag den 4. maj kl. 10-11 og torsdag den 6. maj kl. 13-14 ved at skrive til info@boliganalysen.dk. Her kan I med egne øjne se, hvad Boliganalysen kan.
Relaterede artikler