Stærkere samarbejde og større viden skal styrke indsatsen mod oversvømmelser

“Vi står over for en fremtid med højere vandstande, voldsommere storme og mere regn. Derfor skal vi sikre en klimatilpasning, som er klog, langsigtet og som hænger sammen. Hvor vi ser på udfordringerne som en helhed – fra kilde til kyst – og ser på, hvordan risikoen udvikler sig over tid”.

Sådan lød udmeldingen fra miljøminister Lea Wermelin i november 2020, da hun officielt satte gang i arbejdet med at udfærdige en national klimatilpasningsplan.

Klimatilpasningsplanen skal sørge for, at vi kan undgå oversvømmelser og andre problemer, der opstår som følge af stigende grundvand og ekstreme nedbørsmængder.

Siden slutningen af 2020 er et tværministrielt analysearbejde samt fire konkrete pilotprojekter blevet sat i søen.

En konkret plan for landets håndtering af klimaproblemerne ved kyster og i byer mangler dig stadig at manifestere sig.

“Regeringens arbejde med klimatilpasning ligner en potentiel katastrofe i slowmotion.

Sidste års massive oversvømmelser i Tyskland og Belgien viste tydeligt, at mere ekstremt vejr ikke længere en risiko, der ligger og lurer på os ude i fremtiden. Det er en realitet nu”, skrev SF’s Signe Munk i et debatindlæg til Altinget den 1. marts i år.

Mere viden skal ruste os til vådere vejr

Signe Munk er langt fra den eneste, der venter utålmodigt på Regeringens udspil om en klimatilpasningsplan.

En af dem er Ole Mark. Han er innovationschef hos Krüger og han har forsket i klimasikring, oversvømmelser og kloakoverløb.

Ole Mark håber, at den nye klimatilpasningsplan vil lægge op til en langt mere omfattende kortlægning af risiko for alle oversvømmelser fra havet, åer og ekstremregn ude hos kommunerne.

Kun med et ordentligt vidensgrundlag kan vi nemlig ruste os til, hvordan vi bedst reducerer fremtidens udfordringer med oversvømmelser.

“Det er både godt for miljøet og god forretning for samfundet, hvis vi øger indsatsen for at kortlægge risikoen for oversvømmelser. Så bliver vi ikke taget med bukserne nede, næste gang det regner voldsomt eller havet viser tænder”, siger han.

Skybrud kostede knap fem milliarder

Klimatilpasning er et forholdsvist nyt begreb i Danmark, i hvert fald i politisk kontekst.

Den første klimatilpasningsstrategi så dagens lys i marts 2008. Dengang var Regeringen ikke rød men blå, og statsministeren hed Lars Løkke Rasmussen.

Konkrete tiltag på området, måtte man dog spejde langt efter.

Som der stod i den daværende regerings udspil “Strategi for tilpasning til klimaændringer i Danmark”:

“Regeringen lægger vægt på, at klimatilpasning så vidt muligt sker løbende (ad hoc), hvorved myndigheder, virksomheder og privatpersoner på eget initiativ reagerer på konsekvenserne af klimaændringer i tide inden for de givne lovgivningsmæssige, økonomiske og teknologiske rammer”.

Den noget vage udmeldning fik lidt mere politisk kød på sig, efter at Hovedstadsområdet blev ramt af et voldsomt skybrud den 2. juli 2011.

Den massive nedbør forårsagede 90.644 skader og kostede forsikringsselskaberne i alt 4,88 milliarder kroner. Nu var der ikke råd til at sidde på hænderne længere.

Kortlægning skal konstant revurderes

Skybruddet i 2011 fik Regeringen til at indgå en ny aftale om klimatilpasning sammen med Kommunernes Landsforening (KL).

Aftalen forpligtede alle kommuner i Danmark til at gennemføre risikokortlægning og udarbejde klimatilpasningsplaner.

Med planlovsændringen den 1. februar 2018, blev det for første gang også en lovbunden opgave for kommunerne at lade oversvømmelse og erosion indgå i den fysiske planlægning.

“Aftalen betød, at alle danske byer skulle lave et kort, der viste risikoen for oversvømmelser i dag og under fremtidige forhold. Og det har alle danske kommuner gjort”, forklarer Ole Mark.

Der lå dog ikke krav om revision af klimatilpasningsplanerne, og det mener Ole Mark er et problem.

“Jeg synes det burde være et krav, at kommunerne opdaterede deres kort, når de kører deres planlægningsservice-cyklus hvert fjerde eller ottende år. Det er svært at træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis ikke kommunerne er up to date på situationen”, siger han.

Verdenshavene risikerer at stige med over én meter

Og situationen forandrer sig dog også hele tiden – ofte til det værre.

Da kommunerne lavede deres klimahandlingsplaner i 2013, viste en netop ny rapport fra FN’s klimapanel IPCC, at verdenshavene i gennemsnit vil være steget med 62 centimeter i 2100, hvis verdens befolkning blev ved med at udlede samme mængde CO2.

I 2019 kom IPCC med en ny rapport, der ikke blot var mere sikker i sine forudsigelser end den forrige, men også langt mere dramatisk: 

Hvis drivhusgas-udledningen fortsætter som hidtil, vil havniveauet i slutningen af dette århundrede (2081-2100) være steget med 71 centimeter, vurderer IPCC i rapporten.

Samme år opdaterede Naturstyrelsen og Kystdirektoratet deres nationale risikokort, der udpeger områder i Danmark, som har særlig risiko for oversvømmelser fra vandløb, søer, havet og fjorde.

I alt 14 områder er udpeget til særlige risikoområder. Det drejer sig om Holstebro, Randers Fjord, Juelsminde, Vejle, Fredericia, Aabenraa, Odense Fjord, Køge Bugt, Korsør, Nakskov, Esbjerg, Kolding, Nyborg og Vordingborg:

KL: National fond skal styrke kommunernes klimaindsats

Som det ser ud i dag ligger ansvaret for at styrke Danmark mod oversvømmelser i fremtiden altså ude hos de enkelte kommuner.

Men selvom de gode intentioner bestemt er til stede, strander klimatilpasnings-projekterne alt for ofte på grund af uklare regler på området, slagsmål om økonomi og manglende samarbejde kommunerne imellem.

“Vi ser igen og igen, at kommunerne har svært ved at blive enige om, hvor meget borgerne skal beskyttes, og hvem der skal betale for at styrke den lokale kystsikring. Derfor bliver indsatsen ofte ukoordineret, når den burde løses på tværs af kommunegrænser”, siger Ole Mark.

Den kritik deler man hos Kommunernes Landsforening. Tidligere i år foreslog KL sammen med Dansk Industri og DANVA, at man opretter en national klimatilpasningsfond, som får et årligt indskud på 800 millioner kr.

“Fonden skal bidrage ved store og komplekse projekter, og når der er tale om områder, som samfundet ønsker beskyttet, men hvor lodsejerne ikke har mulighed for at finansiere det hele selv”, lyder det fra KL.

Håbet er, at en national fond vil omgå noget af det bureaukrati, der har bremset mange af kommunernes klimatilpasnings-projekter gennem årene, vurderer KL.

Ole Mark ser positivt på en national fond som en del af løsningen på at fremme klimatilpasningen herhjemme.

Først og fremmest skal der dog fremelskes et stærkere samarbejde om klimatilpasningen kommunerne imellem, hvis Danmark skal rustes bedre til en fremtid med stigende vandstande.

“Løsningerne bør udtænkes og udføres lokalt hos kommunerne, men det skal ske med stor støtte fra centralt hold og med en lovgivning som gør det langt lettere at skabe løsninger på tværs af kommunegrænser”, siger han.