Interaktiv guide og kulørte plastikbrikker giver teknisk servicemedarbejdere et tiltrængt kvalitetsløft
Energieffektiviseringer kom for alvor på den politiske dagsorden, da energipriserne steg voldsomt i vinteren 2022.
På den baggrund nedsatte Kommunernes Landsforening (KL) i 2023 en taskforce sammen med Energistyrelsen og med bl.a. Transition som rådgiver.
Taskforcen finansieres af staten som led i ”Delaftale om disponering af midler fra aftale om målrettet varmecheck og udfasning af sort varme” og løber frem til udgangen af 2024.
I alt 10 kommuner deltager i projektet, der har til formål at give kommuner adgang til professionel rådgivning og konkrete værktøjer, som kan hjælpe dem med at spare energi, penge og reducere CO2-udledningen.
Ishøj Kommune er blandt deltagerne i taskforcen. Og de gik til projektet med et klart formål for øje:
“Vi ønskede at få hjælp til at styrke kompetencerne og engagementet hos vores lokale tekniske serviceledere, der drifter bygningerne på kommunens skoler, daginstitutioner, idrætsanlæg o.l.”, fortæller Pelle Wegeberg, energikonsulent hos Ishøj Kommune.
De tekniske servicemedarbejdere som arbejder lokalt ude i kommunens offentlige bygninger, er typisk ramt af tre overordnede udfordringer, forklarer Pelle Wegeberg.
“Servicemedarbejderne mangler ofte tid, ressourcer og viden til at løse opgaverne lokalt ude i vores bygninger. De ved ikke, hvad det er, de skal gøre, hvornår de skal gøre det, og hvorfor de skal gøre det. Og det tre spørgsmål skal vi hjælpe dem med at få besvaret”, siger han.
Årshjul giver nødvendigt overblik
Et af de værktøjer, som Ishøj Kommune har taget i brug for at klæde deres tekniske servicemedarbejdere på til drifte bygningerne mere energieffektivt, er en interaktiv driftsguide udarbejdet af Transition.
Driftsguiden er et PDF-dokument på over 70 sider, der guider servicemedarbejdere i indstillinger, regulering og drift m.m. af de tekniske anlæg i ejendommene. Guiden er udarbejdet for mindst tre kommuner før Ishøj Kommune.
Guiden er opbygget på samme vis som en hjemmeside med interaktive bogmærker, der gør det muligt for servicemedarbejderne at klikke rundt i PDF’en uden at skulle scrolle igennem dokumentet fra start til slut.
Derved kan servicemedarbejderne få relevant information om specifikke anlæg på ejendommen med få klik.
PDF-guiden står dog ikke alene i Ishøj Kommunes arbejde med at klæde de lokale servicemedarbejdere bedre på til at varetage driftopgaver, forklarer Pelle Wegeberg.
“Første skridt var at gøre opgaverne synlige for servicelederne. Derfor har vi med hjælp fra KL fået udarbejdet årshjul for hhv. sommer og vinter, der beskriver alle faste opgaver i bygningsdriften, fordelt ud over alle årets uger”, siger han.
Ishøj Kommune har i samarbejde med KL fået udarbejdet “Årshjul for energirigtig drift” for både sommer- og vinterhalvåret. Årshjulene giver lokale servicemedarbejdere et overblik over, hvilke driftsmæssige opgaver, der skal løses i løbet af året – og hvornår. Foto: Ishøj Kommune.
Næste skridt i kompetenceløftet af Ishøj Kommunes tekniske servicemedarbejdere var indførelsen af 10 små plastikbrikker i forskellige farver, der sidder rundt omkring på varmecentralerne i de offentlige bygninger.
Brikkerne fortæller kort og præcist, hvordan de enkelte installationer skal driftes – og ikke mindst, hvornår servicelederne skal have fokus på dem.
Hvis en ventil i varmecentralen fx. skal lukkes om sommeren, så hænger der en plastikbrik på ventilen, som fortæller, hvad der præcist skal gøres – og hvornår.
Forklaringerne er både nedfældet på skrift og udformet som korte video-guides, som servicelederne kan tilgå ved at scanne en QR-kode på brikken.
Ishøj Kommune bruger 10 plastikbrikker i forskellige farver, der kan hænges op ude lokalt i ejendommenes varmeanlæg på forskellige tekniske installationer. Brikkerne forklarer kort og tydeligt, hvordan teknikken skal betjenes – og hvornår. Brikkerne og de dertilhørende film er oprindeligt udviklet af Københavns Kommune. Foto: Ishøj Kommune.
Brikkerne er også en integreret del af årshjulene, så de tekniske servicemedarbejdere nemt og hurtigt kan koble deres bundne opgaver til de fysiske brikker i deres lokale varmeanlæg.
“Det handler først og fremmest om at gøre det så let som muligt for de lokale tekniske servicemedarbejdere at gå til deres driftsopgaver. Vi skal give dem det overblik og den basale viden og værktøjer, som mange af dem desværre mangler. Og når det er på plads, introducerer vi den mere omfattende PDF-guide til dem. Så kan de, der har lyst til det, nørde mere ned i detaljerne og finde ny inspiration den vej”, forklarer Pelle Wegeberg.
Engagement er nøglen til succes
Det er dog ikke kun vigtigt, hvilken viden og værktøjer, der overdrages, men også hvordan det gøres.
“Jeg har været ude ved hver enkelt teknisk servicemedarbejder og hængt brikkerne op på deres varmeanlæg sammen med dem. Hvis jeg bare havde sendt en e-mail til dem med de her nye værktøjer, var de højest sandsynligt aldrig blevet implementeret”, siger Pelle Wegeberg og fortsætter:
“Vores tilstedeværelse viser, at vi som kommune tager de tekniske servicemedarbejdere og deres arbejde seriøst. Samtidig giver det os et unikt indblik i, hvilke specifikke udfordringer, de kæmper med. Vi får rigtig mange gode snakke om, hvordan en varmecentral skal driftes. Og de samtaler opstår jo kun, fordi vi er til stede derude fysisk”.
Ifølge Pelle Wegeberg har de fleste tekniske serviceledere taget godt imod de nye tiltag, der skal klæde dem på til at drifte bygningerne så energieffektivt som muligt.
Hvor meget kommunens nye årshjul, plastikbrikker og interaktive PDF-guide kan veksles til deciderede energibesparelser vil tiden vise.
Pelle Wegeberg er dog optimistisk og tror på, at der er stort potentiale at hente i at give de servicemedarbejderne et kompetenceløft.
“Der hersker ofte en fordom om, at man ikke rigtig kan bruge teknisk servicepersonale til særligt meget. Men det tror jeg ikke er rigtigt. Jeg ser tværtimod et enormt potentiale i at engagere de her medarbejdere og give dem de nødvendige kompetencer til at løse deres opgaver”, siger Pelle Wegeberg og slutter af med et eksempel.
“En af kommunens ejendomme drives af en super engageret teknisk servicemedarbejder, der har taget energirigtig drift til sig. Hans ejendom performer bare langt bedre end de fleste andre, og det er for mig at se et tydeligt bevis på, at det her virkelig kan gøre en forskel”.
Relaterede artikler