Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Viden og temaer
  3. · 17-09-2024 Kloge renoveringer skal få os i mål med klimaambitionerne

Kloge renoveringer skal få os i mål med klimaambitionerne

Af: Dorte Nørregaard Larsen, direktør i Energiforum Danmark
17. sep. 2024
I fremtiden skal vi ikke bare renovere eller energirenovere. Vi skal lave kloge renoveringer, der rammer plet i første hug, så vi ikke skal bruge tid, penge og ressourcer til samme formål i den samme bygning mere end én gang.
Dortenørregaardlarsen 1900X1100
Foto: TEKNIQ Arbejdsgiverne

LEDER
TEMA: KLOGE RENOVERINGER

De tider, hvor det gav mening at tale om energirenoveringer, er for længst forbi. 

Der er sjældent en business-case i at renovere alene for energibesparelsernes skyld. 

Til gengæld er der store potentialer i at sammentænke indeklima, komfort, klimaaftryk og driftsoptimering, når man er i gang.

Og vi skal have flere og klogere renoveringer, hvis vi skal i mål med klima-ambitionerne.

Der er behov for renoveringer

Hvis vi kigger på EU's bygningsdirektiv og de danske klima-ambitioner, så er der ingen tvivl om, at alle bygninger i 2050 skal leve op til følgende kvaliteter:

  • De skal være energieffektive

  • Have grøn forsyning og energilagring

  • Have godt indeklima

  • Være styret intelligent

  • Have minimalt klimaaftryk i driften

Det betyder også, at de fleste eksisterende bygninger skal igennem en større renovering, og hvis det skal være økonomisk rentabelt, skal det helst kun være én gang i perioden frem til 2050.  

I fremtiden skal vi ikke bare renovere eller energirenovere – vi skal lave kloge-renoveringer. Renoveringer der rammer plet i første hug, så vi ikke skal bruge tid, penge og ressourcer til samme formål i den samme bygning mere end én gang. 

Vigtige spørgsmål presser sig på

At ramme rigtig i første hug handler ikke om, at man ikke kan bide renoveringerne op i etaper, dvs. spise elefanten i små bider. Det handler om at få et overblik over, hvilke tiltag der giver mening og en hensigtsmæssig rækkefølge i eksekveringen (det kan du i øvrigt læse mere om her – link til artikel).

Så handler det også om at se helhedsorienteret på tiltagene og være kritisk. Er de løsninger vi laver robuste i brug og nemme at drifte? Isolerer man sig til dårligt indeklima eller højere klimaaftryk set over bygningens levetid? Giver øget tæthed højere energiforbrug og materialeforbrug end det sparer? 

Det er ikke kun spørgsmål den enkelte bygningsejer skal overveje. Det er også spørgsmål myndighederne bør stille sig selv, når de reviderer bygningsreglementet. Måske er tiden vokset fra nogle af isoleringskravene? Måske skal der være forskel på kravene til nyt byggeri og renoveret byggeri? 

For mange af de eksisterende bygninger kan fx. ikke indeholde et fuldt ventilationssystem, men mindre tiltag ville stadig være en stor forbedring indeklimamæssigt og klimamæssigt (læs mere her).

Nye teknologier kan få os i mål

Der hersker ingen tvivl om, at vi i processen skal have færre fejl og mindre spild. Det kræver, at vi på tværs af værdikæden samarbejder om løsninger, i stedet for at mødes i voldgiftsnævnet.

At vi inddrager og involverer alle byggeriets parter i god tid og i indbyrdes respekt, så vi undgår dagbøder og suboptimeringer.

Heldigvis er der en lang række værktøjer og teknologier, der hjælper overblikket på vej.  AI, IoT og machine-learning kan hjælpe med at få overblik og overskud til at tage evidensbaserede beslutninger. 

Men det handler også om godt gammeldags håndværk, sund fornuft og respektfuldt samarbejde. 

Relaterede artikler

Materialer 900X506
21. aug. 2023 Af: Peter Jarnved, Brian Nielsen og Søren Skjold Andersen
Materiale fra webinar om termonet - det bedste fra to verdener?
Line Nørmark
17. sep. 2024 Af: Line Nørmark, ekspert i energioptimering og bæredygtighed i byggeriet ved Transition
Hvad er den gode renovering?
Michaelhnielsen 1900X1100
17. sep. 2024 Af: Andreas Ebbesen Jensen, journalist hos Energiforum Danmark
Renoveringer skal prioriteres i bygningsreglementet – men først skal datagrundlaget være i orden