FN-rapport slår fast: Verden har endegyldigt misset sit oprindelige klimamål. Så hvad gør vi nu?

De rige lande skal underskrive en historisk pagt med de fattige lande på klimaområdet, ellers er vi dødsdømte.

Sådan udtrykte FN’s generalsekretær António Guterres det i et interview med den britiske avis The Guardian forud for det vigtige klimatopmøde COP27 i Sharm el-Sheikh, Egypten.

Men vejen mod en sådan aftale kan godt blive lang og hård.
COP27 finder nemlig sted midt i de værste geopolitiske udfordringer i nyere tid med krig i Europa, stigende energi- og fødevarepriser, stigende inflation og en voksende økonomisk krise.

Men der er ikke tid til at parkere indsatsen på klimaområdet – ifølge en ny rapport fra FN skal den tværtimod op i fart så hurtigt som muligt.

FN-rapporten ‘Emission Gap’ landede i slutningen af oktober i år og konkluderer blandt andet, at det er “meget usandsynligt", at vi når målet fra Parisaftalen om at holde os under en global temperaturstigning på 1,5 grader.

Verdens lande har kun forpligtet sig over for FN til at reducere deres udslip med fem procent i 2030.

Skal temperaturstigningen holde sig under de magiske 1,5 grader, skal udslippene dog sænkes med 45 procent i perioden fra 2010 til 2030 – og lige nu står vi til at øge udledningerne med 10 procent. For at holde os under 2 grader skal udslippene “kun” reduceres med 30 procent.

FN-rapport er endnu et søm i kisten

I alt 77 forskere står bag FN-rapporten, der slår fast, at verden har kurs mod en temperaturstigning på 2,8 grader, hvis vi fortsætter som hidtil.

Og rapportens konklusion kommer ikke bag på klimaprofessor Sebastian Mernild.

“FN’s seneste rapport banker endnu et søm i kisten ift. at nå det mest ambitiøse klimamål fra Paris-aftalen. Og det er på ingen måde overraskende. Der findes efterhånden så meget videnskabelig evidens for, at løbet for længst er kørt, for at nå over den målstreg – og at vi lander på en betydeligt højere middeltemperatrur”, siger han.

Mernild er en af landets førende klimaforskere og har siden 2010 har han været tilknyttet FN’s klimapanel IPCC.

I 2021 var den 48-årige danske klimaprofessor hovedforfatter på den sjette klimarapport, der udkom i sommeren 2021.

Klimamodellerne fra FN’s klimapanel afslører, at vi allerede vil ramme 1,5 graders temperaturstigning i begyndelsen af 2030’erne og forventeligt vil krybe op over 2,0 grader, inden vi skriver 2050.

Når det sker, risikerer vi at, tipping points også kaldt ‘point of no return’ forventeligt vil indtræffe flere steder på kloden.

En opvarmning på 2 grader i forhold til niveauet før industrialiseringen (ca. 1850) anses nemlig af de fleste forskere som smertegrænsen, hvis vi skal undgå, at klimaforandringerne løber løbsk.

Temperaturstigningen på 2 grader kaldes også for et muligt ‘tipping point’. Det betyder, at hvis det niveau overskrides, risikerer vi at opleve selvforstærkende opvarmningsprocesser, som betyder, at vi har meget svært ved at stoppe den globale opvarmning.

Når temperaturen stiger vil vi forventeligt se en form for domino-effekt i klimasystemet. Scenariet kan sammenlignes lidt med en dominobrikker der vælter, hvor forandringer ét sted vil få indflydelse på andre klima- og vejrsystemer og miljøer”, forklarer Sebastian Mernild.

Vi vil opleve mere ekstremt vejr

De stigende temperaturers indflydelse på havisen i Arktis og på afsmeltningen af indlandsisen er et blandt mange eksempler på denne dominoeffekt.

Ifølge et studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature i 2018, har smeltningen af indlandsisen fået Golfstrømmen til at sagtne farten, og den har ikke været svagere i 1600 år.
Når Golfstrømmen ændrer sig, giver det store ændringer i mængden af nedbør og i vejrsystemerne generelt, særligt omkring Sydamerika.

De stigende globale temperaturer vil også øge smeltningen af permafrosten, hvilket vil frigive store mængder indlejrede metangasser, som øger drivhuseffekten yderligere.

“Klimasystemet hænger sammen, og når der sker voldsomme ændringer i ét af systemets større tandhjul så at sige, får det indflydelse på alle de andre komponenter i klimasystemet. Og disse ændringer kommer blandt andet til udtryk som flere ekstreme vejrhændelser i form af tørke, nedbør og storme samt smeltende gletchere”, siger Sebastian Mernild.

Ekstremhændelserne ligger dog ikke kun og lurer ude i fremtiden – de er her allerede.
Sommerens tørke i Europa var ifølge EU-Kommissionens forskningstjeneste den værste i 500 år.
Lægger man dertil de ekstreme oversvømmelser i Pakistan tidligere på året, der ramte 33 millioner mennesker, samt ekstrem tørke i Kina og massive skovbrande i det vestlige USA, kan man få en forsmag på, hvilke vejrudsigter, vi kigger ind i.

"I Danmark er det ikke utænkeligt, at vi kommer til at se temperaturstigninger på op imod 4 grader fra 1850 til år 2100.  Og det vil medføre mere ekstreme vejrforhold herhjemme med fx stigende mængder nedbør og mere ekstrem tørke”, siger klimaprofessoren.

De fattige lider mest under de riges klimasvineri

Værre ser det ud for tredje verdens lande, som bliver ramt af endnu mere ekstreme vejrforhold og i mindre grad har den infrastruktur på plads, som kan afbøde problemerne.

De fattigste lande i verden udleder meget mindre CO2 sammenlignet med de rige lande, men konsekvenserne af klimaforandringerne rammer de fattige hårdest.

Denne ulighed fik under sidste klimatopmøde i Glasgow ledere fra nogle af de fattigste lande i verden til at kræve en økonomisk erstatning fra i-landene, som udleder mest globalt set (USA, Kina og EU’s 27 lande står tilsammen for 51 procent af klodens samlede CO2-udledning).

Dette krav er også kendt som ‘loss and damages’ – eller ‘tab og skader’ på dansk. Og ræssonementet bag kravet er klart:

Det er de rige lande, som udleder mest, men det er de fattige, som betaler den største pris for klimaforandringerne. Derfor er det også kun rimeligt, at verdens rigeste soner for deres klimasynder ved at betale for de skader og tab, som de ekstreme vejrhændelser medfører i de fattigste egne af kloden.

Under klimatopmødet COP15 i København i 2009 lovede de rige nationer at allokere i alt 100 milliarder dollars i klimabistand til u-landene, men det mål er endnu ikke blevet indfriet.

Sebastian Mernild håber, at spørgsmålet om ”loss and damage” vil blive diskuteret ved COP27.

“Hvordan skal de rige lande konkret hjælpe den tredje verden med at tilpasse sig bedre til et ændret klimasystem? Det håber jeg, at politikerne endelig giver et klart svar på under klimatopmødet”, siger han.

Ikke tid til mere nøl

Set i lyset af de geopolitiske udfordringer vi står over for med forsyningssikkerhed, øget inflation og stigende fødevarepriser, tør Sebastian Mernild dog ikke rigtig tro på, at politikerne kommer frem til en klimaaftale, der er ambitiøs nok.

“Vores klode og vores befolkninger kæmper lige nu også med en række andre udfordringer end bare klima. Derfor tror jeg også, at man måske skal dæmpe sine forventninger noget”, siger han.

Problemet er bare, at der ikke er tid til mere langsommelighed.

"Da coronakrisen ramte, satte vi klimaambitionerne lidt i bero, og nu står vi så over for en masse nye udfordringer. Men det er klimasystemet jo ligeglad med. I disse år ser vi forandringer i klimaet med en hastighed, som er uden fortilfælde i nogle tusinde af år”, siger han og fortsætter:

“Så selvom vi lige nu kæmper med nogle geopolitiske udfordringer, så skal vi stadig tage klimakrisen seriøst. Vi har simpelthen ikke råd til at gøre andet”.