Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Viden og temaer
  3. · 19-11-2021 Sådan holder du en klimavenlig jul

Sådan holder du en klimavenlig jul

Af: Andreas Ebbesen Jensen, journalist hos Energiforum Danmark
19. nov. 2021
Julen står for døren og den traditionsrige højtid byder på gaveræs, masser af kød og store mængder madspild. Juledagene udgør omkring 5-6% af danskernes årlige CO2-udledninger. Men det er muligt at sikre, at også klimaet får en god jul. Vi guider dig til, hvordan du kan fejre den søde juletid uden at gøre alt for meget vold mod klimaet.
Jul Forside
Foto: Colourbox

Sådan holder du en klimavenlig jul

Af: Andreas Ebbesen Jensen, journalist hos Energiforum Danmark. Foto: Colourbox.

Julen står for døren og den traditionsrige højtid byder på gaveræs, masser af kød og store mængder madspild. Juledagene udgør omkring 5-6% af danskernes årlige CO2-udledninger. Men det er muligt at sikre, at også klimaet får en god jul. Vi guider dig til, hvordan du kan fejre den søde juletid uden at gøre alt for meget vold mod klimaet.

“Rør blot ikke ved min gamle jul”, lyder en linje i julesangen ‘Sikken voldsom trængsel og alarm’. Men måske det er på tide at vi alligevel gentænker julen – eller i hvert fald tænker mere på klimaet, når flæskestegen ryger indenbords og gavepapiret rives af.

Ifølge den grønne tænketank CONCITO udleder danskernes julegaveindkøb omkring én million CO2 om året. Det er omkring 200 kilo CO2 pr. dansker – eller hvad der svarer til at streame ‘Fars fede juleferie’ 3600 gange på Netflix.

“Når vi snakker klimabelastning i julen, så er det klart gaverne, som fylder mest. Det er her, den helt store CO2-udledning kommer fra”, fortæller Torben Chrintz, der er videnskabelig rådgiver hos CONCITO.

Heldigvis er det ret simpelt at vise omtanke for klimaet, når man hopper på gaveræset. Det kræver blot en lille smule omtanke, fortæller Torben Chrintz.

“Køb gaver, der fortrænger et andet forbrug, fx tøj, som modtageren alligevel selv ville have købt”, siger Torben Chrintz. Og sørg for at køb færre gaver af højere kvalitet, slår han fast.

“Gaver af høj kvalitet er typisk bedre for klimaet, idet god kvalitet ofte holder i længere tid”, siger han.

Omvendt er billige gaver dårligere for klimaet, fordi produktionen typisk sker i udlandet på fabrikker, der udleder meget CO2. Og så bliver CO2-udledningen selvfølgelig også større af transporten fra fx. Kina til Danmark.

Sidste år slog handlen af julegaver på nettet rekord, godt hjulpet på vej af corona-krisen. Men tendensen med at droppe turen på strøget og indkøbscentrene til fordel for at shoppe online er ikke ny.

Vil man tænke på klimaet er det dog en god idé at svinge dankortet i danske online butikker. Ud over at støtte den danske økonomi, så udleder det også mindre CO2 at købe gaver lokalt frem for at få sendt varer fra udenlandske webshops som Amazon eller Alibaba.

Vigtigst af alt, så sørg for at gaverne kan byttes igen, slår Torben Chrintz fast:

“Det værste du kan give, er en gave, der ikke kan byttes og som ender sine dage i bunden af et klædeskab”.

En engelsk undersøgelse fra 2007 viste, at der i England blev brugt omkring 4 milliarder pund på uønskede gaver. De forkerte gaver kostede i gennemsnit 92 pund per person, eller ca. 816 kr. Set over hele landet svarede det til, at uønskede gaver udledte 4,8 millioner ton CO2.

Madspild er julens helt store synder

En anden juletradition, der gør ondt på klimaet, er de massive mængder mad, der indtages i juledagene.

Selvom de klassiske hovedretter som and og flæskesteg ikke sviner lige så meget som oksekød fx, så er der alligevel en del CO2-udledning forbundet med maden.

En undersøgelse foretaget af CONCITO viser, at der går ca. 34 kilo CO2 på én flæskesteg. Det svarer til mere end 250 km bilkørsel og mere end 100 timers strømforbrug. Den største synder er dog det madspild, der ofte genereres, når familierne samles om juletræet.

Ifølge Landbrug & Fødevarer smider danske husholdninger alene i december mad ud for 1,1 mia. kr. I december smider en gennemsnitsfamilie mad ud for ca. 700 kr. direkte i skraldespanden.

Normalt består madspildet af grøntsager, mejeriprodukter og brød, men i julemånederne ryger der også kød i skraldespanden. Heldigvis er danskerne dog blevet mere bevidste om at undgå madspild i julen. Det fortæller Lars Aarup, der er analysechef hos Coop.

“Generelt er der mere opmærksomhed på madspild i samfundet, og salget af kogebøger om genbrug af restemad stiger også i de her år. Så jeg tror, at vi er blevet bedre til at genbruge maden i juledagene og fryse maden ned, ligesom vi gjorde det i gamle dage, hvor man ikke havde råd til at smide mad ud i så store mængder”, siger han.

Lars Aarup ser også en lille tendens til, at flere spiser mere grønt og speger julemiddagen op med grønkål fx. Men det er stadig overvejende den traditionelle julemad i form af and, flæskesteg og brunede kartofler, der dominerer.

"Der er ikke noget i danskernes indkøbsvaner som antyder, at der er en større trend til at fravælge kødet”, siger han.

Coop gør dog sit for at hjælpe de mennesker, der ønsker en mere CO2-fattig julemiddag. Supermarkedskæden er fx. begyndt at sælge flæskesteg i forskellige størrelser for at servicere både de store familier og den enlige ældre, der fejrer jul med sin søn. Og så er der også kommet kødfrie alternativer til veganerne.

Siden 2019 har Irma og udvalgte SuperBrugsen- og Kvickly-butikker haft en plantebaseret julesteg i køledisken. Den hedder Plantestegen, er økologisk og lavet på grønne linser, solsikkefrø og svampe.

Samme supermarkeder vil også sælge små stykker tofu i karrydressing, som skal agere erstatning for den traditionsrige karrysild.

Hverken Torben Chrintz eller Lars Aagard mener dog, at alle de danskere, der holder fast i den traditionelle julemad eller fylder julesækken op med et arsenal af gaver skal gå rundt og føle klimaskam.

“Julemad er generelt ikke superbelastende i forhold til klimaet. Det vigtigste er, at man undgår for meget madspild. Og så skal man købe sine gaver med omtanke. Kan man krydse de to ting af, så er der ingen grund til at have alt for dårlig samvittighed”, siger Torben Chrintz.

Lars Aagard er enig i, at danskernes klimaindsats ikke skal vurderes ud fra, hvordan vi opfører os i højtider som julen.

“Julen er traditionernes fest, og det skal der også være plads til. Der er jo rigelig tid til at øge indsatsen for at leve og spiser mere bæredygtigt resten af året”, siger han.

Relaterede artikler

Sparerad
17. nov. 2022 Af: Bjarne Dalgaard, rådgiver i Energi og Indeklima ved Transition
Energibesparelser i en krisetid: 6 gode råd til at komme billigere gennem vinteren
Skole Tema
07. apr. 2022 Af: Mathilde Johanne Cordua, konsulent ved Rambøll Energi
Kommune vil skabe motiverende læringsmiljøer med klimaomtanke
Vinder Af Spireprisen Rezip
11. nov. 2021 Af: Andreas Jensen, journalist hos Energiforum Danmark
Aarhus kommune hylder lokale grønne ildsjæle med prisuddeling