Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Viden og temaer
  3. · 21-03-2025 Leder: Bæredygtighedscertificering af bygninger – En vej til kvalitet eller en sovepude?

Leder: Bæredygtighedscertificering af bygninger – En vej til kvalitet eller en sovepude?

Af: Dorte Nørregaard Larsen, direktør i Energiforum Danmark
21. mar. 2025
Dortenørregaardlarsen 1900X1100
Dorte Nørregaard Larsen er direktør i Energiforum Danmark. Foto: TEKNIQ Arbejdsgiverne

LEDER
TEMA: CERTIFICERINGER

Bæredygtighedscertificering af bygninger, såsom Svanemærket, DGNB og LEED, har vundet stor udbredelse som en metode til at sikre, at bygninger opfylder høje standarder for miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. 

Certificeringerne tilbyder en systematisk tilgang til at overveje kvalitet og bæredygtighed i byggeprojekter, hvilket kan være en stor fordel for både bygherrer og brugere. 

Men der er også risici forbundet med certificeringerne, som kan føre til sovepudeeffekter eller greenwashing. 
En af de største fordele ved bæredygtighedscertificering er, at det giver en struktureret ramme for at vurdere og forbedre bygningers bæredygtighed. 

Certificeringerne kræver omfattende dokumentation og evaluering af forskellige aspekter af bygningen, herunder energiforbrug, materialevalg og indeklima. 

Dette kan hjælpe med at sikre, at bygningerne lever op til høje standarder og bidrager til en mere bæredygtig fremtid.

Men certificeringerne er ikke uden udfordringer. En af de største risici er, at certificeringerne kan blive en sovepude, hvor bygherrer og udviklere føler, at de har gjort nok ved blot at opnå certificeringen. 

Dette kan føre til en mangel på løbende forbedringer og innovation, da fokus kan blive på at opfylde minimumskravene i stedet for at stræbe efter at gøre det bedre. 

Samtidig har bygningerne også et liv efter certificering er opnået, som kræver omtanke og opmærksomhed. 

Det er ikke et ukendt fænomen, at en bygning med nogen af de bedste certificeringer alligevel har et overforbrug af energi og et dårligt indeklima, fordi man ikke har fastholdt fokus. 

Der er udviklet drifts-certificeringer der kan hjælpe med dette fokus og erfaringerne vil vise, om det kan være en løsning på den type af problemer.

Derudover er der også risikoen for greenwashing, hvor bygninger markedsføres som bæredygtige uden at leve op til de reelle krav.

Dette kan ske, når certificeringerne bruges som et marketingværktøj snarere end en reel forpligtelse til bæredygtighed. 

I 2023 var forbrugerombudsmanden ude at advare mod at kalde byggeri bæredygtigt alene på baggrund af certificering. Så selvom de forskellige certificeringer kan være en stor støtte og inspiration til mere bæredygtige valg, så er de netop ”kun” det.

Manger nævner også at de økonomiske og tekniske krav, der følger med certificeringerne, kan være en udfordring, og at certificeringsprocessen kan være dyr og kræve betydelige investeringer i både tid og ressourcer. Nogen oplever dog at det modsvares af bedre kvalitet og færre fejl, og erfaringer fra Byggeskadefonden viser, at certificerede bygninger ikke er fejlfrie, men gennemsnitligt har færre fejl/svigt, så noget tyder på at det på den lange bane ”er besværet værd”.

Så på trods af udfordringerne er bæredygtighedscertificering nok en vigtig del af fremtidens byggeri. 

Certificerede bygninger kan bidrage til at reducere miljøpåvirkningen, forbedre sundheden og komforten for beboerne og skabe økonomiske fordele på lang sigt. 

Men det kræver at vi fortsætter med at udvikle og forbedre, og at vi i højere grad også ser på perioden efter certificering er opnået. 

NY ARTIKELSERIE Certificeringer

Relaterede artikler

Materialer 900X506
21. aug. 2023 Af: Peter Jarnved, Brian Nielsen og Søren Skjold Andersen
Materiale fra webinar om termonet - det bedste fra to verdener?
Dortenørregaardlarsen 1900X1100
17. sep. 2024 Af: Dorte Nørregaard Larsen, direktør i Energiforum Danmark
Kloge renoveringer skal få os i mål med klimaambitionerne
Bygma Foto
21. nov. 2024 Af: Mikkel Luplau Schmidt, pressechef, Alm. Brand Group
Alm. Brand Group og Bygma i nyt strategisk samarbejde