Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Viden og temaer
  3. · 21-11-2024 Samarbejde viser den grønne vej frem for bæredygtigt kontorbyggeri

Samarbejde viser den grønne vej frem for bæredygtigt kontorbyggeri

Af: Andreas Ebbesen Jensen, journalist, Energiforum Danmark og Majken Tollaksen, kommunikationsmedarbejder, Nordstern
21. nov. 2024
“Nøglen til at tackle de udfordringer, vi står overfor i byggebranchen, er samarbejde på tværs af faggrupper”. Sådan lyder det fra Christine Collin, der er afdelingschef ved Bæredygtigt Byggeri hos Sweco. Et nyt byggeprojekt i København viser, hvorfor tværfagligt samarbejde er så vigtigt.
Svanemølleholm Grafik
Svanemølleholm er en ny kontorbygning i Københavns nye bydel Nordhavn, hvor Industriens Pension har købt byggegrunden af By & Havn. Svanemølleholmen består af en kontorbygning i seks etager og P-kælder med plads til 65 biler. Credit: Nordstern

TEMA: PARTNERSKABER OG SAMARBEJDER PÅ TVÆRS

Byggebranchen arbejder kontinuerligt på at forbedre processer, materialer og materiel for at leve op til de stigende krav til byggeriets klimamæssige aftryk.  

For at blive klar til kravet om en maksimal gennemsnitlig udledning på 7,1 kg CO2/m²/år fra nybyggeri næste sommer, har Nordstern tilmeldt projektet Svanemølleholm til den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Swecos initiativ om at udvikle konkrete løsninger til at mindske byggeriets klimaaftryk.

Med dette projekt søger teamet at undersøge, hvordan branchen kan håndtere CO2-udledningen fra transport og arbejdet på selve byggepladsen.

Teamet har allerede gjort sig flere erfaringer fra projekteringen, herunder hvordan man balancerer de forskellige certificeringskrav med målet om at reducere CO2-udledningen, så løsningerne kan tilpasses de konkrete forhold.

Vi har opnået størst CO2-reduktion ved at samle både konstruktionsingeniører, arkitekter, energispecialister og brandrådgivere tidligt, sammen med vores specialister i at beregne bygningers klimapåvirkning. På den måde har vi fundet løsninger, som tilgodeså alles behov, og som samtidig havde en lavere klimapåvirkning end traditionelle løsninger", siger Christine Collin, afdelingschef, Bæredygtighed i Byggeri hos Sweco.

Erfaringerne fra arbejdet med Svanemølleholm skal bidrage til Swecos mål om at skabe et katalog over lavemissionsbygninger, der kan inspirere fremtidige byggeprojekter i hele Norden.

"Nøglen til at tackle de udfordringer, vi står overfor i byggebranchen, er samarbejde på tværs af faggrupper. Kun i fællesskab kan vi opnå betydelige reduktioner i CO2-udledningen, siger Christine Collin. 

Fælles målsætning om CO2-reduktion

Svanemølleholm er et kontorprojekt i København, der efter planen skal stå færdigbygget i 2027. Projektet er bl.a. valgt på grund af bygherres, Industriens Pension, høje ambitioner om certificeringer - herunder DGNB Platin, DGNB Hjerte, DGNB Diamant og EU's Taksonomi 7.7.

"Udover at samle et tværfagligt rådgiverteam, er det enormt vigtigt med en tydelig bygherre, som sætter visionen for projektet og rammerne for samarbejdet samt formår at inddrage entreprenører og producenter”, forklarer Christine Collin.

For at få de gode ideer på bordet og bringe projektets parter sammen deltog specialister og rådgivere fra Sweco og Nordstern i en workshop.

Formålet med workshoppen var at fokusere på klimaaftrykket fra byggeprocessen, især på de dele, der handler om transport og arbejdet på selve byggepladsen.

Transporten (A4) dækker over al den CO2, der udledes ved at transportere materialer og udstyr til byggepladsen. Byggepladsens arbejde (A5) omfatter det energiforbrug, der går til at drive maskinerne og arbejdet på pladsen, samt hvordan byggeaffald håndteres. 

Database som kvalitetssikring

Alle parter samarbejdede altså om at sikre, at de forskellige tiltag understøttede Svanemølleholms forskellige certificeringskrav, herunder EU-taksonomien. 

Ved at samle projektets parter øges muligheden for at dele viden og perspektiver, der kan danne et fælles udgangspunkt, som sikrer, at løsningerne ved fremtidige byggeprojekter ikke kun reducerer CO2-udledningen, men også tilpasses certificeringskravene og skaber et mere effektivt og bæredygtigt projektforløb.

Og netop øget vidensdeling er vigtigt, hvis der skal sættes nye standarder for bæredygtigt byggeri herhjemme, mener Christine Collin.

Derfor har Sweco sammen med Rambøll også offentliggjort klimadata for nybyggeri og renovering for en lang række projekter.

”Vi ser i højere grad byggeriets parter være mere åbne for at dele viden, særligt når det kommer til bæredygtighed. Jeg ved, at der findes flere mindre rådgivere, som bl.a. bruger vores Sweco-database til at tjekke deres egne beregninger op i mod – en form for kvalitetssikring. Det er noget, jeg er stolt af at bidrage til”, siger hun.

NY ARTIKELSERIE Partnerskaber

Relaterede artikler

Bygma Foto
21. nov. 2024 Af: Mikkel Luplau Schmidt, pressechef, Alm. Brand Group
Alm. Brand Group og Bygma i nyt strategisk samarbejde
JDH Forside Billede
21. nov. 2024 Af: Emily Helsengreen, rådgiver inden for Bæredygtighed i Byggeriet ved Transition, og Naja Schultz Petersen, rådgiver i Bæredygtighed og Kommunikation ved Transition
Ambitiøst byggeinitiativ kræver fagligt stærke samarbejder
Minico2 Huse
21. nov. 2024 Af: Andreas Ebbesen Jensen, journalist hos Energiforum Danmark
Tværfagligt samarbejde og tidlig inddragelse gjorde innovativt træbyggeri til en succes