Gå til primært indhold Gå til indhold i footer
  1. Forside
  2. · Viden og temaer
  3. · 25-03-2025: Fjernvarmeudrulning er gaven til den grønne omstilling – men hvor er de politiske ambitioner?

Fjernvarmeudrulning er gaven til den grønne omstilling – men hvor er de politiske ambitioner?

Af Sofie Karoline Høgedal, journalist hos Dansk Fjernvarme
25. mar. 2025
Siden energikrisen i 2022 har fjernvarmesektoren konverteret det ene naturgasfyr efter det andet. Målet er at sikre, at gassen er ude af rumopvarmningen i 2035. Men den politiske ambition falder, og med det falder danskernes interesse for at skifte også.
Fjernvarme
Fjernvarme fra værker som dette skal udrulles. Foto: Colourbox

Fjernvarme er danskernes foretrukne valg, når gasfyret skal vælges fra og erstattes. I 2024 skiftede 74,5 procent af de naturgasforbrugere, som opsagde deres gasaftale med EVIDA, til fjernvarme.

Så når et gasfyr skrottes, bliver det i overvejende grad erstattet med fjernvarme. En positiv udvikling, når man kigger på den politiske klimaaftale, der blev indgået i 2022, som skal sikre uafhængighed af russisk naturgas og udfasning af gasfyr i private hjem.

Dog er tendensen, at udviklingen i gaskonverteringer er faldet – og falder. Gasforbrugerne vælger i højere grad at fortsætte med deres gasfyr fremfor at erstatte det med fjernvarme eller varmepumpe. 

Det er en ærgerlig tendens, som skal knækkes for at sikre den grønne omstilling i varmeforsyningen og gasuafhængighed, mener Dansk Fjernvarme.

“Fjernvarme bliver stadig valgt til rigtig mange steder, og der konverteret på livet løs i hele Danmark netop nu. Men vi ser også et lille dyk i tilslutning til fjernvarmeprojekter, og vi skal undgå at skubbe for mange gasfyr ind i 2030.  Det er en ærgerlig udvikling, der skal rettes op på, hvis vi skal undgå et fortsat gasforbrug med usikre priser”, siger Søren Magnussen, seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme.

Gasprisen er stabil men volatil

Søren Magnussen peger på, at der i lyset af stabile gaspriser også er faldende økonomisk incitament til at skifte gasfyret ud. Men gaspriserne er stadig høje, og der er stadig en overhængende risiko for ekstreme prisstigninger som set i 2022.

“Gasprisen i Danmark hentes ind fra den Hollandske gasbørs, og med den nuværende geopolitiske situation står gasforsyningen på en knivsæg. Lige nu er den kun båret oppe af enorme mængder af importeret LNG fra blandt andet USA, hvor Trump lige nu går sin sejrsgang”, siger Søren Magnussen og fortsætter:

“Prisen på gas i vinteren 2025/26 kan se lidt dyster ud, ved faldende leverancer, nye toldsatser og slunkne gaslagre, og kombineret med perioder hvor VE produktionen går i stå. Så er der en forøget risiko for, at gasprisen i kommende år vil stige markant”.

Faldende politisk ambition

Da statsminister Mette Frederiksen i 2022 stod i Spejlsalen og sagde: ”Vi skal af med den russiske naturgas”, lyttede Hr. og Fru Danmark og tog initiativ til at skrotte gasfyret og konvertere til fjernvarme eller varmepumpe. 

Den politiske opbakning til naturgasudfasningen er et de stærkeste værktøjer til at få danskerne til at omlægge deres varmeforsyning. 

Så når der er en faldende politisk ambition fra regeringens side til at holde hånden under naturgasudfasningen, smitter det også af på konverteringshastigheden.

“Lige nu sidder der husejere og kigger på deres gasfyr og tænker, jeg kan jo bare beholde mit gasfyr og overgå til biogas. Hvis politikerne tog stilling til gasnettet og meldte klar ud, at gasleveringen stopper i fjernvarmeområder, ville gasejere også blive mødt af en deadline for deres gasfyr og dermed få sat til at beslutte deres fremtidig opvarmningskilde”, siger Søren Magnussen.

Et andet værktøj, der kan bruges til at øge omstillingen, er prisgennemsigtighed for gasforbrugeren.

Som gasforbruger modtager man 8 kvartalsvise regninger, fire fra gasdistributøren og fire fra gasleverandøren. Det gør det svært for forbrugerne at få et overblik over det faktiske forbrug samt prisen på gasopvarmningen.

“Det er for ugennemsigtigt. Og det fjerner en stor del af incitamentet til at skifte gasfyret ud. Det er for svært at gennemskue værdien og ved at skrotte gassen. I stedet bør forbrugeren modtage én årlig opgørelse for de samlede udgifter til sin gasforsyning”, siger Søren Magnussen.

20230223 No059 Fjernvarme Søren Magnussen 1600Px

Foto: Dansk Fjernvarme. På billedet: Søren Magnussen.

Men Dansk Fjernvarme er optimistisk

Når alle udfordringerne er fundet står der en virkelighed tilbage, som kan syne langt fra det endelig mål om gasudfasning i Danmark.  

Men det afskrækker ikke de danske fjernvarmeselskaber. Kadencen holdes stadig højt for fjernvarmekonverteringerne. Fjernvarme bliver valgt til rigtig mange steder.  

Store fjernvarmeprojekter møder opbakning over hele landet. Især omkring Storkøbenhavn og andre byområder, hvor fjernvarmen bliver tilbudt på samme vilkår, som de eksisterende fjernvarmekunder og med tilslutningspriser, der er til at overkomme.  

“Det er trods alt stadig en brøkdel af det samlede billede hvor fjernvarme ikke kan etableres alligevel”, siger Søren Magnussen og slutter:  

“Tilbage må stå en opfordring til, at politikerne på Christiansborg vender tilbage til det ambitionsniveau, der blev fastsat i klimaaftalen for 2022. Vi kan ikke se ind i grøn fremtid, hvor vi stadig har gasfyr ude i de danske hjem, hvis ikke vi tager fat i fornyet planlægning for de resterende gasfyr”.