DTU’s nye energiledelse skal formes efter driftsmedarbejdernes behov

Den 1. juli 2024 trådte nye regler for energiledelse samt energi- og klimasyn i kraft.
De nye regler for energiledelse og klimatilsyn betyder, at mange virksomheder og organisationer står over for at skulle implementere energiledelse.
Danmarks Tekniske Universitet, DTU, er ingen undtagelse. Universitetet er i gang med at udbrede og implementere ISO 50001-baseret energiledelse i organisationen.
I første omgang er det DTU’s Campus Service, i hhv. Ballerup, Lyngby og Risø, som skal certificeres i energiledelse.
Energiforum Danmark har tidligere skrevet om, hvilke nøgleerfaringer DTU hidtil har gjort sig i deres indledende arbejde med energiledelse. Læs artiklen her
DTU har siden efteråret 2024 afholdt et indledende stormøde om energiledelse for driftsmedarbejdere i organisationen. Her blev rammerne for det fremtidige arbejde med implementeringen af energiledelse udfoldet.
Efterfølgende blev der afholdt to workshop med 2-3 medarbejdere fra hver driftssektion under DTU Campus Service.
Energiforum Danmark har talt med to driftsmedarbejdere fra CAS Campus Service, der deltog i de indledende workshops.
Vi har spurgt dem, hvad de fik ud af de indledende workshops, hvilken effekt energiledelse får på deres daglige arbejde i fremtiden – og hvordan energiledelse kan være med til at løfte driften i DTU til nye, bæredygtige højder.
Peter Melsen Baerens: “Energiledelse bliver formet efter driftmedarbejdernes ønsker og behov”
Alder: 42 år
Stilling: Maskinmester.
Arbejdsplads: CAS Campus Service i Ballerup.
Hvad er dit overordnede indtryk af den måde, DTU har grebet energiledelse an på?
Ret godt. Vi er jo først lige gået i gang, men fra starten af har man fra ledelsens side tydeligt prioriteret at inddrage os driftmedarbejdere så meget i processen som muligt.
På de to workshops, jeg har deltaget i, fik vi rig mulighed for at stille spørgsmål om, hvordan vi konkret skal ende med at bruge de her nye værktøjer i vores dagligdag – og det blev der lyttet til.
Det virker i hvert fald til, at implementeringen af energiledelse bliver formet efter driftmedarbejdernes ønsker og behov. Og det er både opløftende og betryggende at få den grad af medbestemmelse.
Hvilken forskel håber du energiledelse kan gøre for dit daglige arbejde fremadrettet?
En stor del af mit arbejde består i at måle på vores energi- og vandforbrug. I Campus Service i Ballerup råder vi over 44 ventilationsanlæg og 15 blandesløjfer i vores varme- og kølesystemer.
Få af disse installationer har målere på, så vi kan ikke trække data derfra. Det er min forventning, at vi med energiledelse får tacklet den problematik snarest muligt.
Vores bygning råder også over 206 toiletter og omkring 400 håndvaske med automatiske blandingsbatterier på. Og om natten, hvor der ikke er nogen til stede i bygningen, burde vandforbruget jo ramme nul. Men det sker sjældent.
De sidste tre uger har vores hovedmålere vist, at vandforbruget har svinget mellem 140 og 270 liter i timen efter kl. 00. Og det betyder jo, at der står et eller flere toiletter eller håndvaske og løber.
Vi kan dog ikke se, hvilke specifikke toiletter eller håndvaske, der står og løber, og det gør det meget svært at fejlsøge.
Energiledelse betyder bl.a., at der bliver sat fokus på den her problematik, så forhåbentligt kigger vi ikke langt ud i fremtiden, før vi får mere intelligente målinger, som kan højne den energirigtige drift og minimere vandforbruget.
Hvad er din største bekymring for implementeringen af energiledelse i DTU?
På en af mine tidligere arbejdspladser opnåede vi en ‘Great Place to Work’-certificering (certificeringen er baseret på en omfattende medarbejderundersøgelse, som bl.a. vurderer den enkelte medarbejders oplevelse af arbejdspladsen, red.).
Og det endte jo bare som en fin annonce på LinkedIn. Det blev ikke brugt til noget arbejdsmæssigt efterfølgende. Det var mere bare en certificering for certificeringens skyld.
Energiledelses-certificeringen må ikke på samme vis ende som en syltekrukke. Hvis ikke det udmønter sig i nogle konkrete værktøjer og viden, vi kan bruge i den daglige drift, er det hele jo bare spild af tid.
Heldigvis er det mit klare indtryk, at DTU har grebet energiledelse an på en helt anden og meget mere seriøs måde, end jeg tidligere har oplevet.
Vi driftsmedarbejdere er som sagt blevet inddraget helt fra starten af, så vi dermed kan præge processen helt fra start af. Vi kan hjælpe med at skærpe fokus på, hvad der er vigtigt for os i vores daglige arbejde med driften, og det er helt klart den bedste vej at gå.
Kasper Allerup Petersen: “Det kribler næsten i fingrene for at komme i gang”
Alder: 38 år
Stilling: Maskinmester.
Arbejdsplads: CAS Campus Service. CAS HVAC (Køl, VVS og ventilation)
Hvad mener du om, at DTU indfører energiledelse på din arbejdsplads?
Jeg synes, det giver rigtig god mening. Det er mit indtryk, at der på tværs af driftssektionerne i DTU generelt er stor opbakning til at drifte så energirigtigt som overhovedet muligt. Sådan arbejder vi jo allerede i dag.
Med implementeringen af energiledelse får vi nogle nye værktøjer, der kan hjælpe os med at prioritere de rigtige projekter inden for energirigtig drift – og sørge for, at vi fremadrettet får mest energibesparende drift for pengene.
Forhåbentligt vil implementeringen af energiledelse på DTU Campus Services speede processen op med at få udskiftet nogle af de anlæg, vi skulle have skiftet for år tilbage.
Men det er vigtigt, at vi ikke blot får udskiftet noget teknik, der har udtjent sin værnepligt, men efterfølgende også sørge for at drifte det endnu mere energirigtigt.
Hvad har du fået ud af at deltage i DTU’s indledende arbejde med energiledelse?
Implementeringen af energiledelse er stadig meget nyt, og vi har kun haft et informationsmøde og to workshops.
Men allerede nu kan jeg da mærke, at jeg har fået større energibriller på, så at sige.
Når jeg inspicerer vores anlæg i mit daglige arbejde, tænker jeg i højere grad på, hvor vi med fordel kan sætte ind henne for at højne den energirigtige drift.
Det næste skridt bliver jo at lokalisere, hvor vi har nogle anlæg, der kan energioptimeres. Og det glæder jeg mig helt til. Det kribler næsten i fingrene for at komme i gang.
Hvorfor er energiledelse i din optik vigtig for en organisation som DTU?
DTU er et tekniks universitet, som bl.a. forsker i klimaforandringer. Det betyder også, at vi som organisation skal gå forrest i den bæredygtige omstilling.
Der ligger jo sandsynligvis også et branding-aspekt i det her med energiledelse. DTU skal jo tiltrække de bedste forskere og de største talenter, og for særligt de yngre generationer er det vigtigt, at deres arbejdsplads har en klar og skarp bæredygtighedsprofil.
Det er mit indtryk, at det tæller højt, når man kan læse, at DTU arbejder med den internationale standard for energiledelse, ISO 50001. Det vidner jo om, at man ikke blot taler om klimaforandringer og grøn omstilling, men rent faktisk også tager det seriøst bag de interne linjer.
Energiforum Danmark følger DTU’s implementering af energiledelse gennem hele 2025 og kommer til at bringe flere artikler om deres arbejde her på siden.
Relaterede artikler


