Vi bør vedligeholde og bevare vores bygninger - for klimaets, pengepungens og bygningsarvens skyld

Tiden er inde til, at vi ser værdien i de eksisterende bygninger og gentænker vores tilgang til vedligeholdelse.

Siden det industrialiserede byggeri i 1960’erne har byggebranchen presset økonomien til
vedligehold og drift til et minimum. 

Forstærket af, at det “vedligeholdelsesfrie”, vinder indpas bliver manglende vedligehold og en køb og smid væk-kultur dominerende. 

Den eksisterende bygningsmasse kræver en tilstedeværelse og nøjsomhed, som vi igen skal lære at mestre.

Alt for mange bygninger står i dag og forfalder, og konsekvensen er et enormt
vedligeholdelsesefterslæb.

I en brancherapport, udgivet af Foreningen af Rådgivende Ingeniører i efteråret 2024, anslås det, at den offentlige bygningsmasse i Danmark har et samlet efterslæb på mere end 100 milliarder kroner i arbejdet med at renovere og fremtidssikre bygningerne.

I værste fald ender mange af bygningerne med at være i så ringe stand, at de bliver for dyre og umulige at renovere, og de rives ned til fordel for nye bygninger. 

Men, vi skal lære at passe på de bygninger, vi har, før vi river ned og bygger nyt. 

Både for at forlænge vores bygningers levetid, men også for at forlænge levetiden på de materialer, der er i bygningerne. 

Den byggede bygning er værdifuld, fordi den er bygget.

Bevaring frem for nybyg

Byggeriet står for en stor del af CO2-udledningen - både globalt og i Danmark. Udledningen
kommer særligt fra byggematerialerne ved opførelsen samt bygningsdriften. 

Derfor er det vigtigt, at vi vender vores fokus mod netop disse to områder, hvis vi skal reducere byggebranchens CO2-udledning.

I Transition har vi udviklet en hierarkisk ‘bygningspyramide’, hvor bevaring gennem løbende
vedligehold og energirenovering prioriteres højest, så længe en bygning stadig er sikker, sund og relevant. 

Hernæst bør renovering og oprettende vedligehold prioriteres efterfulgt af transformation og genbrug. 

Ved at følge denne hierarkiske tilgang kan vi bevare flere af de 2-3 mio. kvadratmeter bygningsmasse, der hvert år rives ned, samt reducere de 6-8 mio. kvadratmeter nybyg, der bygges hvert år.

Analyser viser at renovering og transformation oftest er fordelagtigt både med hensyn til CO2-udledning og økonomi, set i forhold til nedrivning og nybyg.

I samarbejde med Social- og Boligstyrelsen har Transition analyseret renoveringer af ni enfamiliehuse.

Undersøgelsen viser, at der i gennemsnit er en CO2-besparelse på 40% ved renovering sammenlignet med nedrivning og nybyg.

Dette til trods for at energiforbruget ved renoverings- og transformationsprojekter er højere end ved nybyggeri.

Det kalder på en kulturændring, hvor bygningsmassen i højere grad værdisættes baseret på de brugte ressourcer. Alternativt via lovgivning, der besværliggør nedrivning.

Man kunne forestille sig, at vi så en stigning i renoverings- og transformationsprojekter, hvis klimapåvirkningen fra nedrivningen, som skal give plads til nybyggeri, skulle inkluderes i de lovbestemte LCAberegninger.

En time ekstra eller to kan spare CO2

Hvis trinene i bygningspyramiden ses i forhold til antal timer og materialer brugt, vil CO2-
aftrykket fra materialer som udgangspunkt være mindre ved renoveringer og vedligehold set i forhold til nybyg.

Imens CO2-forbruget er lavere ved renovering og vedligehold, er tidsforbruget derimod ofte
højere.

Det skyldes, at renovering og vedligehold skal planlægges og udføres på en nøjsom og
hensigtsmæssig måde samt ske løbende for at have størst mulig effekt.

Modsat er vi blevet meget effektive, når vi bygger nyt, hvorfor nybyg ofte kræver færre
arbejdstimer. 

Men de mange nye materialer i nybyg gør, at CO2-udledningen er markant højere end ved renovering og vedligehold.

Løbende vedligehold – bedst for både klima og økonomi

Ved løbende at vedligeholde vores bygninger, er det muligt at opretholde bygningernes værdi.

Energirenovering og løbende vedligehold sikrer nemlig at bygningens niveau forbliver brugsmæssigt tilfredsstillende gennem hele bygningens levetid.

Konsekvenserne ved at lade bygningerne stå hen og forfalde kan være store. Bygningerne vil unægteligt miste deres værdi over tid, i takt med at bygningens komponenter og stand
forringes. 

På et tidspunkt er der risiko for et ‘point of no return’, hvor de kræver omfattende
reparationer eller endda nedrivning. 

Ved at vedligeholde dem løbende kan vi forhindre denne forringelse, ligesom renoveringer kan sikre både bedre indeklima og et lavere energiforbrug.

Du kan sammenligne det med en cykel. Hvis du løbende servicerer og reparerer på den, så
holder den længere, fungerer bedre, og den mister ikke sin værdi. Det gør den derimod, hvis du ingenting gør. Så står du med en cykel, der ikke virker, og det er dyrt at reparere den. 

Det samme gælder for bygninger. Det er langt dyrere at udskyde udbedringer af bygningsmassen, end hvis vi blot passede godt på dem.

Løbende vedligehold skaber donorbygninger

Det hænder, at en bygning skal rives ned. Måske fordi den har mistet sin aktualitet og ikke
længere er relevant eller fordi den er bygget på et sted, der i dag er præget af klimaændringer.

Disse bygninger var formentlig en god idé engang, men er nu på det forkerte sted i en forkert
tid. 
Når bygninger rives ned, bliver byggematerialerne for det meste kasseret, fordi de ikke kan afsættes som genbrugsmaterialer eller er i dårlig stand. 

Dermed går de ressourcer, den energi og den CO2, der er brugt i forbindelse med udvinding og bearbejdning af byggematerialerne, tabt.

Men det behøver ikke være tilfældet. Selv når en bygning på et tidspunkt må rives ned, kan den stadig være en værdifuld ressource. 

Hvis bygningen har gennemgået løbende vedligehold, vil mange af materialerne stadig være i god nok stand til at de kan genbruges i nye bygninger. 

På den måde forlænges materialernes livscyklus, og vi reducerer ressourceforbruget i byggebranchen.

Der bør ikke være nogen tvivl. Vi skal passe på vores bygninger og deres materialer - både for klimaets, pengepungens og bygningsarvens skyld.