VIBO stiller skarpt på forbrugeradfærd med Energisprings nudging-værktøjer
I 2023 blev VIBO partner i Københavns Kommunes ejendomspartnerskab Energispring, hvor man som organisation skriver under på at efterstræbe et fælles mål om at spare på energien i de ejendomme, man ejer eller administrerer. I øjeblikket befinder VIBO sig så midt i en proces med at gentænke forbrug på beboerniveau. Og det er i denne forbindelse, at boligforeningen vil udbrede Energisprings nudging-værktøjer såsom bruserhængere, der inviterer til at spare på vandet, og radiatorhængere, som minder beboerne om ikke at skrue på termostaten m.m.
Adfærdsændringer, forbundet med de lokales forbrugsvaner og -udledninger, er en vigtig brik i VIBOs ønske om at mindske forbruget af el, vand og varme - og i stigende grad også CO2. For at få beboerne med på vognen må man væbne sig med tålmodighed, men både vicedirektør Henrik Nielsen og energikonsulent Lasse Kjærsgaard-Bindner tror på projektet. Ifølge dem kan det nemlig godt betale sig at være vedholdende, når man vil nudge folk til at ændre forbrugsvaner – ikke mindst i deres egen højborg, hjemmet.
”Vi kan ikke redde planeten, men vi kan gøre noget godt for den på lokalt plan med mindre tiltag”, samstemmer Henrik Nielsen og Lasse Kjærsgaard-Bindner en eftermiddag i september i VIBOs lokaler i Indre By, hvor Energispring har sat dem i stævne.
Nudging - Værktøjer og formidling
Siden VIBO, i efteråret 2023, bestilte nudging-værktøjerne fra Energispring, har boligforeningen arbejdet med at videreformidle dem til beboerne via nyhedsbreve, en kommunikations-app og møder i de lokale boligafdelinger. VIBOs områdekontorer har tilsammen bestilt 700 nudging-værktøjer og er blevet instrueret i, hvordan de bedst kan anvende dem lokalt og være med til at udbrede dem til beboerne.

Energikonsulent Lasse Kjærsgaard-Bindner og vicedirektør i VIBO Henrik Nielsen. Foto: VIBO
Henrik Nielsen og Lasse Kjærsgaard-Bindner roser begge den enkle udformning og den klare pædagogik i Energisprings nudging-værktøjer, som de især finder anvendelige når nye beboere flytter ind. Som de siger: ”Når nye beboere flytter ind, modtager de mange informationer på papir – også her sparer vi ressourcer. Der er hundrede ting, som de skal tage stilling til. Derfor er vi glade for, at vi kan placere nudging-værktøjerne rundt omkring i lejligheden inden de nye beboere flytter ind – og de står flot, uden at give for meget information.”
Hvis man skal motivere folk til at forandre adfærd bag hjemmets fire vægge, er det bedst at ’slå til’ i det lille mulighedsvindue, der opstår, lige før de skifter bopæl. Dels har VIBOs driftsmedarbejdere fri adgang til lejligheden mens den står tom, dels er man typisk mere lydhør overfor forandringer i forbindelse med en flytning. Nytilflyttere er simpelthen mere åbne over for at ændre vaner, når de i forvejen er ved at omstille sig til et nyt liv i nye omgivelser og med nye hverdagspraksisser.

Når en ny beboer flytter ind, monterer VIBO en af Energisprings hængere på radiatorerne, som opfordrer til ikke at ændre på radiatorens indstilling. Driftspersonalet kan også finde på at medbringe nudging-værktøjerne, hvis en beboer tilkalder ejendomsfunktionæren for at få hjælp med vand, el eller varme. Foto: VIBO
Hvad angår de beboere, der allerede har boet i deres lejlighed i længere tid, og som måske har fået indarbejdet hverdagsrutiner omkring deres bolig gennem årtier, er det mere udfordrende at få dem til at tage nudging-værktøjerne til sig. Ud over vanens magt er det simpelthen vanskeligere at finde en oplagt lejlighed til at introducere dem. På områdekontorerne gør de derfor en ekstra indsats for at tage nudging-værktøjerne med ud, når de udfører arbejde i boligerne, ligesom beboerne selv har mulighed for at hente værktøjerne nede på kontoret.
Adfærdsændring kræver gentagelse
Nudging i forhold til forbrugeradfærd er tydeligvis en gradvis proces. For at få så mange beboere med som muligt, forsøger VIBO at udbrede Energisprings nudging-værktøjer i flere trin. De nemmeste at nå, er de ivrige beboere, der selv tager initiativ til at få nudging-værktøjerne som en reminder i hverdagen, og som entusiastisk sætter radiatorhængeren op i deres lejligheder. Disse ’pionerer’ er meget motiverede for at sænke deres forbrugsudledning og ejendommens samlede udledninger. Nogle af dem har endda fulgt op og spurgt om, hvordan de kan gøre mere!
I langt de fleste tilfælde må VIBO dog arbejde mere ihærdigt for at inspirere beboere til at ændre forbrugsvaner. Og især til at få dem til fastholde en god vane omkring deres forbrugsudledninger i hverdagen, hvor man ofte har travlt eller kører på autopilot (fremfor at handle bevidst) når man vasker hænder, tænder for kontakten, m.v.
Lasse Kjærsgaard-Bindner og Henrik Nielsen sammenligner processen med den supertanker-vending, der skete da danskerne ændrede deres rygevaner fundamentalt. I over et årti prædikede rygestopkampagner og skrækbilleder på cigaretpakker om det sundhedsskadelige ved rygning. Fra at nogle få rygere kvittede smøgerne, opstod der nye normer, der lidt efter lidt forplantede sig fra tanke til handling, og som til sidst skabte en kulturændring.
Vand, el og varme er lidt som nikotin – der er en overhængende risiko for at falde tilbage i de dårlige vaner. Under Energikrisen i 2022 ændrede danskerne vaner på rekordtid, men efter at energipriserne igen faldt, er de gode energivaner flere steder røget lidt i glemmebogen. Erfaringen viser derfor, at det kræver lidt ekstra arbejde og opmærksomhed at holde fast i nye vaner. Gentagelse, vedholdenhed og tid er altafgørende – og her kan værktøjerne være en hjælp.
Beboerne skal få øjnene op for deres forbrugsvaner
For at nå flest mulige og opnå det bedste resultat, er det også vigtigt at have en flerstrenget (kommunikations)strategi og at arbejde med forskellige redskaber. VIBOs kampagne med Energisprings nudging-værktøjer udgør blot ét blandt flere tiltag til at mindske forbrugsudledninger i boligforeningen.
Energikrisen i 2022 i kølvandet på Ruslands invasion i Ukraine ramte som nævnt både folk på komforten og pengepungen. I takt med, at beboernes klager tog til, oplevede VIBO et stigende behov og en øget interesse blandt de lokale beboere for at kunne følge med i deres el- og varmeforbrug. Ligesom for danskerne generelt, motiverede de store prisstigninger boligforeningens beboere til en bedre energiadfærd, der gjorde, at de fik lyst til at følge deres forbrug.
VIBO anvender apps fra ISTA og Brunata, som tillader beboerne at følge med i deres eget el-, varme- og vandforbrug ned til dagsbasis.
Digitale løsninger er smarte, men er ikke anvendelige for de (typisk ældre) beboere, der enten aldrig er hoppet med på den digitale bølge eller ikke har adgang til computer, iPad eller smartphone. Dog kan beboere uden IT-kompetencer vælge at modtage information pr. brev.
VIBOs største energiinitiativer rettes mod, hvordan ejendommen løbende driftes, og de har i det hele taget et godt greb om intelligent varmestyring. Forsøg med sensorer rundt i lejlighederne giver besked til energistyringen, som så skruer ned for varmen inden solen skinner og ikke efter den er begyndt at skinne. Boligforeningen eksperimenterer også med at bruge overskydende strøm fra solceller til at opvarme det varme brugsvand i stedet for at levere det ud i elnettet til en lav pris.
Faktaboks om VIBO: Boligforeningen VIBO ejer og udlejer omkring 6.000 almene boliger i København og Nordsjælland. De fleste findes i etagebyggerier med grønne fællesarealer, men porteføljen tæller også rækkehuse med egne haver. Boligforeningen huser mange forskellige beboere, fordelt på boliger fra et til fem værelser, samt ældreboliger og ungdomsboliger.
Læs mere om Energisprings nudging-værktøjer her: Viden og værktøjer | Energispring
Artiklen har tidligere været bragt på Energispring.
Relaterede artikler

