Kunstig intelligens og indeklima satte dagsordenen på Energiforum 2019
af: Rebecca Holck Rosenberg, studentermedhjælper, Energiforum DanmarkHvad skal der til for at skabe det gode indeklima? Hvordan bliver fremtidens samarbejdsformer efter ESCO-modellen? Og hvordan kan kunstig intelligens være med til at sikre en grønnere verden? De spørgsmål forsøgte 300 ildsjæle at besvare under en række workshops ved Energiforum Danmarks årlige konference, der blev afholdt den 5. og 6. marts på Hotel Nyborg Strand.
Vi skulle ikke mere end et par timer ind i Energiforum Danmarks årlige konference den 5. og 6. marts 2019, før Ruslands præsident Vladimir Putin dukkede op i de naturskønne omgivelser på Hotel Nyborg Strand.
Ikke i egen høje person dog, men kanaliseret gennem Interaktiv designudvikler Søren Tranberg fra Alexandra Instituttet:
“Den, der styrer kunstig intelligens, vil også komme til at styre verden”, citerede Søren Tranberg Vladmir Putin for at have sagt.
Og måske er der noget om snakken. I hvert fald er kunstig intelligens, eller Artificial Intelligence (AI), godt i gang med at forandre den teknologiske verden. Også når det kommer til måden, vi driver bygninger på.
AI kan nemlig være med til at accelerere bygningernes energieffektivitet yderligere og samtidig skabe helt nye muligheder for brugeroplevelser.
Men hvor langt kan og bør vi gå med opsamling af data i energioptimeringens og brugeroplevelsens navn?
Kunstig intelligens er en balancegang
De spørgsmål blev debateret heftigt under den tredje workshop ved Energiforum 2019. Søren Tranberg slog fast, at vi ikke behøver at bekymre os om en superintelligens, der udraderer hele menneskeheden om 100 år. Der er vi – heldigvis – slet ikke endnu.
Ikke desto mindre mener han, at tillid og sikkerhed er et af de vigtigste emner at beskæftige sig med, når det kommer til A.I.
Der skal med andre ord findes en balance mellem tilliden og sikkerheden i systemet og servicen fra den kunstige intelligens, hvis den skal fungerer mest optimal.
Det var deltagerne i workshoppen enige i. De pegede på, at det er den kunstige intelligens fornemmeste opgave at fritage brugeren fra unødvendige opgaver såsom vedligeholdelse og optimalt energiforbrug.
Forskellen mellem de nuværende styringssystemer i bygningerne og AI, er, at en kunstig intelligens husker og kombinerer data til at tilpasse bygningen i fremtiden.
Den er med andre ord et adaptivt system, forklarede Søren Tranberg og slog samtidigt fast, at som værktøj til energistyring i bygninger er AI stadig kun i sin begyndelse.
– Området er nyt, og vi er stadig ved at blive klogere på muligheder og faldgruber, afsluttede han med at slå fast under workshoppen.
Indeklima på brugernes præmisser
Det er ikke kun kunstig intelligens, der er en varm kartoffel i byggebranchen i disse år.
Det gode indeklima var et af de ’hotte’ emner i 2018 og starten af 2019 – blandt andet efter at skolernes dårlige indeklima blev taget op af flere medier.
På Energiforum 2019’s workshop 4: ”Indeklima – sådan kommer du i gang” var løsningen på problemet med indeklima klart: Vi skal bygge til brugeren!
Når der skal bygges eller renoveres med det gode indeklima som mål, er det vigtigt, at brugeren er i centrum.
Ifølge deltagerne på Energiforum 2019’s indeklima-workshop skal der findes en balance mellem, hvad der bedst løses med teknik, og hvad der bedst løses med adfærdsændring, for at brugeren kommer i centrum
Vi skal undgå den ”overavancerede” bygninger, som sætter brugerens adfærd ud af spil.
I stedet skal systemerne understøtte korrekt adfærd i forhold til det gode indeklima. Ligesom at der også skal også skabes en forankring og ejerskab hos brugerne ved at give mulighed for selv at reagere på de data, der skabes i indeklima-målinger.
Det handler om at skabe synlighed og motivation over for brugeren, hvis det gode indeklima skal udbredes og stå tidens tand, slog deltagerne fast.
ESCO-samarbejder under udvikling
Et andet emne, der blev diskuteret under Energiforum 2019, var ESCO-samarbejder. ESCO-modellen har været anvendt både i Danmark og i udlandet i mange år og har til formål at løse problemerne med at opnå de planlagte energibesparelser og resultater hos private og offentlige virksomheder.
– Det, I tror I ved om ESCO-modellen, kan I godt glemme! startede Signe Fogtmann Sønderskov, afdelingsleder i Kuben Management, sit oplæg på Energiforum 2019-workshoppen ”Efter ESCO – et kig på fremtidens samarbejdsformer”. Så var stilen ligesom lagt.
ESCO-modellen er nemlig ikke længere kun en kontrakt mellem offentlige og private virksomheder om at nå frem til større energibesparelser. Det er en model i konstant udvikling, forklarede Signe Fogtmann Sønderskov.
Som Lars Nielsen, der arbejder med ESCO i Siemens, senere formulerede det i et oplæg, så er ESCO-samarbejder anno 2019 en samarbejdsmodel – med vægt på samarbejde.
Derfor kom deltagerne på workshoppen også hurtigt til enighed om, at der er behov for et nyt navn til ESCO-modellen x.0, hvor ordet samarbejde fungerer som primus motor.
Selvom der er konsensus om, at vi at ESCO ikke kan proppes ned i en bestemt kasse, er det nødvendigt for den nye models succes, at man kan måle på, om et godt samarbejde er nået.
Hos Energiforum Danmark glæder vi os til at se, hvad de nye ESCO-samarbejder bringer i fremtiden – og hvorvidt vi i fællesskab får løst udfordringerne med indeklima og udnyttet de mange muligheder med kunstig intelligens.