Tejs Laustsen Jensen, direktør ved Brintbranchen. Foto: Brintbranchen 

Debat: Brintinfrastruktur skal bygge bro mellem energisystemets sektorer

af: Tejs Laustsen Jensen, direktør ved Brintbranchen

Ny politisk aftale skaber rammerne for en brintinfrastruktur i Danmark. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men der mangler fortsat afklaring på, hvordan brintinfrastrukturen skal spille sammen med resten af energisystemet


På energi- og forsyningsområdet har vi mange store kriser at løse samtidig. Grøn energi i hidtil uset skala er den eneste farbare vej frem mod et grønt, uafhængigt Danmark – og Europa.

Den grønne energiomstilling kræver massiv opskalering af den vedvarende energiproduktion.

Derfor skal lande som Danmark sikre en energiproduktion, der kan levere grøn strøm til resten af Europa også.

Det har vi set med den nylige politiske aftale om havvind, som er både ambitiøs og vigtig.

Men vi kan ikke klare det hele med kabelførte, grønne elektroner.

Hvis alle dele af energisystemet skal omstilles, skal der være grønne alternativer til de sektorer, der ikke kan sluttes til en stikkontakt.

I takt med opskaleringen af den vedvarende energi er vi derfor også nødt til at sikre konverteringen af elektronerne til grønne molekyler.

Det handler om storskala brint- og Power-to-X-produktion, der kan levere ren, grøn brint til bl.a. industrien, eller videreforædlede brintbaserede brændsler som ammoniak, metanol og e-fuels til bl.a. skibs- og luftfarten.

Brint kan binde energisystemerne sammen

Den danske PtX-industri er godt på vej med opskalering af produktion og etablering af nye projekter.

Men den manglende brintinfrastruktur har fået flere til at tøve med at træffe de endelige investeringsbeslutninger.

Derfor er det vigtigt, at der for nyligt blev indgået en aftale i Folketinget om netop tilladelse til at anlægge brintinfrastruktur.

Aftalen er et skridt i den rigtige retning, da der nu er afklaring om mulighederne for at bygge infrastruktur.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen med den aftale.

Der er hverken finansiering på plads eller en overordnet strategisk vision for, hvordan brintinfrastrukturen skal spille sammen med resten af det danske energisystem.

Den nye aftale etablerer alene rammerne for en mulig markedsdrevet brintinfrastruktur.

Brintinfrastruktur kan dog være det led, der binder energisystemet sammen og sikrer, at vi får energien fra bl.a. havvind over i f.eks. industri og den tunge transport, som ikke kan elektrificeres direkte.

Det er afgørende, at vi tænker den indirekte elektrificering ind i den grønne omstilling og gør brint- og PtX-produktion til et centralt element i udbygningen af den grønne energiproduktion såvel som forbruget af den i alle systemets sektorer.

Det kræver infrastruktur. Ligesom den grønne strøm ikke kan udnyttes til fulde uden tilstrækkelige kabler, kan den grønne brint ikke levere på sit potentiale uden den nødvendige infrastruktur.

Grøn brint og de brintbaserede brændsler er det, der kommer til at betyde, om vi når i mål med omstillingen eller ej.

Derfor er der brug for, at der anlægges et strategisk sigte i udbygningsplanerne.

Den indirekte elektrificering skal prioriteres på lige fod som den direkte, så der kan bygges broer mellem systemets sektorer.