Thomas Skaarup Østergaard, Transition og næstformand i Energiforum Danmark. Foto: Rasmus Boldt 

Krisen er ovre – nu skal bygningerne i centrum

af: Thomas Skaarup Østergaard, Transition og næstformand i Energiforum Danmark

En vinter med energikrise er ovre. For nu i hvert fald. Som nyudpeget næstformand er det med en vis portion stolthed, at jeg kan konstatere, at de dyder, vi repræsenterer i Energiforum Danmark, har været en stor del af årsagen til, at at vi er kommet fornuftigt igennem krisen.


Kommunernes Landsforenings undersøgelse af energiforbruget under krisen viser, at der er opnået besparelser på cirka 12 pct. på elektricitet og næsten 10 pct. på varme i landets kommuner.

Med så kort et aftræk, som vi fik, må det siges at være godt arbejde. Jeg vil derfor gerne klappe alle jer medlemmer på skuldrene, for jeg er sikker på, at I har været centrale for at det lykkedes. Tak for det!

Og når vi nu har vist, at vi kan levere, så er det på tide at få de mere langsigtede briller på, så det hele ikke kun handler om at komme ned på de 19 grader.

Vores ejendomme har massive efterslæb på vedligeholdelse, og der er fortsat stort potentiale for at sænke energiforbruget endnu mere.  

Ressourceforbruget i byggeriet udgør en stor udfordring, og det skal bl.a. løses ved at reducere ressourceforbruget i byggeriet primært gennem genbrug og genanvendelse af byggematerialer.

Det er en opgave, vi skal lykkes med, og jeg tror igen, at Energiforum Danmark kan hjælpe medlemmer og hele branchen ind i den udvikling, som går rivende stærkt. For det er tid til handling.

Temaet for dette nummer er ”udfasning af naturgas”. Vi har lige været igennem en vinter med forhastede krav til fjernvarmeplaner, breve til borgerne og en frygt for høje varmeregninger.

Nu er det på tide, at vi rent faktisk kommer i sving med den store udskiftning. For naturgasfyrene lever på lånt tid og nu ikke kun af klimahensyn.

Varmepumper, termonet og fjernvarmeudrulning kommer til at fylde meget i de kommende år, og vi skal finde løsningerne, som kan hjælpe alle videre mod en grønnere forsyning.

Mange uafklarede regler gør dog udrulningen langsommere end nødvendigt, og jeg har personligt derfor et håb om at regeringens NEKST (National Energikrisestab) kan rydde de værste sten af vejen.

I denne udgave af bladet vil du kunne løse om forskellige løsninger på naturgasudfasning, og jeg håber, at du kan finde inspiration i nogle af dem. For der findes også løsninger til netop dig!

God læselyst.