Foto: Canva 

Klimaalliance skal omsætte kommunernes DK2020-planer til effektiv klimahandling

af: Emilie Madvig Fall, klimakonsulent ved Frederiksberg Kommune

Ved udgangen af i år bliver det kommunale klimanetværk DK2020 til Klimaalliancen, der fremadrettet skal støtte en fælles klimaindsats ved at tilbyde viden, ressourcer og samarbejde på tværs af regioner, kommuner og sektorer.


Danmarks rejse mod et klimaneutralt samfund har potentiale til at blive en inspirerende fortælling om forandring 

I 2019 tog de første 20 danske kommuner det første skridt ved at udarbejde klimahandlingsplaner inden for rammerne af DK2020-projektet.  

I dag, med FNs næste klimatopmøde COP28 lige rundt om hjørnet, står 96 danske kommuner nu klar med klimahandlingsplaner, som er godkendt af C40 som forpligter til at efterleve Parisaftalens målsætninger 

Spørgsmålet er nu: Hvordan vi går fra mål og planer til regulær handling?

Det har den nye nationale Klimaalliance som sin fornemmeste opgave at sikre. 

Klimaalliance fører arven fra DK2020 videre

Klimaalliancen er en fortsættelse af arbejdet med at udvikle de kommunale klimahandlingsplaner i DK2020-projektet. 

Klimaalliancen organiseres med KL og Danske Regioner som sekretariat og overordnet projektleder, mens de fem regioner, KL/KKR samt fem geografiske enheder med klimafaglige medarbejdere vil være med til at understøtte regionernes og kommunernes klimaarbejde i hver sin del af landet. C40 og CONCITO indgår i projektet som videnspartnere. 

CONCITOs engagement i projektet er finansieret af Realdania. Projektet løber i fem år fra udgangen af 2023 til udgangen af 2027. 

Arbejdet i Klimaalliancen fokuserer på tre hovedelementer: 

  • at skabe en række klimaudviklingsspor for kommunerne og regionerne, så de sammen kan udforske og udvikle ambitiøse løsninger på konkrete udfordringer. 
  • at oprette et fælles monitoreringssystem og en årlig statusrapport, der beskriver udfordringer i kommunernes implementering af klimaplanerne og peger på konkrete tiltag til at løse dem. 
  • at skabe en fælles systematik for evaluering og revision af kommunernes planer efter 4-5 år og en metode for vurdering af, om planerne fortsat er pariskompatible. 

Klimaalliancen vil spille en vigtig rolle i at støtte en fælles klimaindsats ved at tilbyde viden, ressourcer og samarbejde på tværs af regioner, kommuner og sektorer 

Formålet er herigennem at kunne fremme en systematisk forandring af hele vores samfund for en mere bæredygtig fremtid.

Ambitiøse klimahandleplaner skal realiseres

Klimaalliancen skal gøre kommunernes DK2020-handleplaner til virkelighed.

Og ambitionerne er store. I september 2023 blev der udgivet en analyse af kommunernes DK2020-handleplaner.

Analysen er udarbejdet af Ea Energianalyse for CONCITO og giver indsigt i kommunernes mål og reduktionsbidrag i klimaplanerne og sammenligner dem med nationale mål og forventninger 

Analysen viser blandt andet, at:  

  1. de danske kommuner har et samlet mål om at reducere udledningerne med 76 pct. i 2030 ift. 1990. Dermed matcher kommunernes mål godt med det nationale mål om 70 pct. i 2030. 
  2. kommunerne forventer at kunne komme længst i omstillingen inden for udfasning af naturgas- og oliefyr, udbygning med vind- og solenergi og skovrejsning. 
  3. der forventes at være tilbageværende drivhusgasudledning i 2030 og 2050 fra særligt transportsektoren, samt vores landbrug og arealanvendelse. Det kalder på et styrket samarbejder mellem kommuner, regioner og staten.   
  4. omstillingsindikatorer for kommunernes klimaplaner viser, at kommunerne kommer tæt på de nationale mål og forventninger. Kun i enkelte tilfælde fx i forhold til udbredelse af elbiler og udfasning af naturgasfyr overgår kommunerne de nationale mål 

Skal kommunernes ambitiøse handlingsplaner og målsætninger blive til virkelighed, kræver det, at kommunerne fortsætter deres klimalederskab 

De skal sikre tilstrækkelige virkemidler til at nå i mål særligt set i lyset af, at vi nærmer os de år, som de første kommuner har sat som mål for CO2-neutralitet. 

Klimatilpasningsstrategier bliver afgørende

En kommende analyse af CONCITO vil desuden kaste lys over de danske kommunernes klimatilpasningsindsats efter DK2020-projektet.  

Analysen vil fokusere på, hvordan kommunerne tackler og planlægger for udfordringer ved klimaforandringerne og klimatilpasning. 

Klimaforandringer er allerede en realitet, og vores evne til at tilpasse os disse ændringer og udvikle effektive klimatilpasningsstrategier er afgørende for at beskytte samfundets vitale funktioner og strukturer