Da daværende finansminister Nicolai Wammen i 2020 lancerede hockeystavs-modellen kaldte han den for “klog, langsigtet tænkning”. Hvad vil du kalde den?

Hockeystavsmodellen forudsætter, at alt flasker sig, og på den måde kan den godt give mening. Fx kan det være omkostningseffektivt at afvente udvikling af nye teknologier. Men modellen har også flere ulemper.  

Håb er ikke en strategi. Hockeystavsmodellen udskyder klimahandling og leder dermed til flere udledninger samlet set, hvilket ikke er det, verden har brug for.  

Den risikerer også at gøre klimaindsatsen dyrere eller mere drastisk, fordi den skal hastes igennem i sidste øjeblik. Endelig er der risiko for, at man slet ikke når målene, hvis plan A fejler, og der ikke er tid til at gennemføre en plan B. 

Er det realistisk at indfri vores klimamål, hvis vi sætter vores lid til nye teknologier, sådan som logikken bag hockeystavs-modellen foreskriver?

Det vil i hvert fald være behæftet med væsentlig risiko. Nye og endnu umodne teknologier er vigtige for omstillingen, men det er risikabelt at satse på dem. Man bør som minimum have en klar plan B. 

Har hockeystaven været en sovepude for politikerne?

Det er svært at sige noget håndfast om, men vi står i en situation, hvor det ser svært ud at nå vores første klimamål i 2025, og det er en vigtig lære i forhold til 2030-klimamålet.  

Det er godt at være ude i god tid, så vi ikke står i en situation til sidst, hvor det er svært at nå målet uden drastiske tiltag.  

Ideen med en hockeystavs-model er, at man undgår drastiske tiltag på den korte bane. Men hvis de nye teknologier ikke lever op til forventningerne, risikerer man blot at skulle tage endnu mere drastiske tiltag i brug senere. 

I februar dumpede klimarådet for tredje år i træk Danmarks indsats for at nå klimamålene i hhv. 2025 og 2030. Rapporten konkluderer, at det stadig ikke er lykkedes Folketinget at vise, at Danmark rent faktisk vil nå målene. Hvad skal Regeringen først og fremmest gøre for at vise, at de arbejder for klimaets bedste interesse?

Statusrapporten indeholder anbefalinger på flere områder, men den helt store knast i forhold til at nå 2030-målet er landbruget.  

Her anbefaler Klimarådet meget klart, at regeringen inden længe får indført en regulering af landbrugets udledninger af drivhusgasser, og især en afgift, så det bedre kan betale sig for landbruget at gøre produktionen mere klimavenlig.  

En drivhusgasafgift kan også drive, at gamle og nye teknologier bringes i anvendelse og dermed reducere behovet for at håbe på en hockeystavseffekt. 

EU har hævet sine klimamål fra 40 procents reduktion i 2030 til 55 procent. Stiller det nye krav til vores indsats herhjemme?

Med EU’s nye klimamål har vi travlt med at reducere udledningerne. De forpligtelser, som EU pålægger medlemslandene, opgøres som et budget over en længere årrække, så det gælder om at reducere udledningerne allerede på den korte bane. Faktisk har uret tikket allerede siden 2021.  

Det betyder, at vi har ekstra travlt med at få reduceret udledningerne, især i landbruget. EU’s regulering lægger altså klare begrænsninger på brugen af hockeystaven. 

Er det stadig realistisk, at vi når klimamålene i hhv. 2025, 2030 og 2050?

Det er bestemt stadig realistisk, men vi ser betydelige udfordringer med at nå 2025-målet, hvor vores vurdering af det tilbageværende reduktionsbehov er noget større end regeringens. Hvis vi har ret, har regeringen rigtig travlt.