Hvad er Energieffektiviseringsdirektivet?

For alle offentlige bygninger træder der nye regler i kraft, som følge af det EU-vedtagne Energieffektivitetsdirektiv, EED.  

Disse regler betyder, at der årligt skal renoveres tre pct. af de offentlige bygninger.

Enkelte bygningstyper kan undtages, men for resten er der frit valg mellem, hvilke bygninger, der skal energiforbedres.  

Desuden er der krav om, at bygninger skal renoveres til standarden ”Nearly Zero Energy Buildings”, hvilket i bygningsreglementet fortolkes som Energimærke B. 

Det betyder i praksis for de offentlige bygninger, at: 

1. Den krævede renovering vil primært skulle ske med fokus på renovering af klimaskærmen. 
   
   
2. Dertil vil et skifte af energiforsyning fra naturgas eller olie til effektiv individuel varmepumpe forbedre energimærket ca. to klasser. Det samme skift til fjernvarme forbedrer kun en energimærkeklasse. Der indføres således et kraftigt incitament til kommunerne ved renovering af offentlige bygninger at skifte væk fra fjernvarmen og bruge en varmepumpe, for herved at mindske behovet for egentlig renovering af klimaskærmen.  
   
   
3. Forbedringer i drift og styring af de offentlige bygninger kan ikke medtælles til opfyldelse af kravet om renovering til Energimærke B for offentlige bygninger, selv om der ligger store energisparemuligheder her. 

Ensidig anvendelse af Energimærke B som mål for renoveringen af offentlige bygninger er derfor ikke hensigtsmæssig. 

Hvad betyder bygningsdirektivet? Hvad betyder bygningsdirektivet?

De pågående forhandlinger omkring Bygningsdirektivet EPBD ser ud til at føre til: 

• Energimærkeskalaen bliver ikke harmoniseret, som foreslået af EU-Kommissionen, men vil fortsat skulle fastlægges af hvert land. Der er derfor en anledning til at efterse om den danske model for energimærkning er den rette. 
  
  
• Der fastsættes en national standard for ”Zero Energy Buildings - ZEB” på baggrund af en beregning af omkostningsniveauer. Denne standard betyder, at bygninger fremadrettet skal have et ret lille energibehov, fastsat som ”Nearly Zero Energy Buildings - NZEB”, og at disse skal forsynes med vedvarende energi. 
  
  
• Der kommer krav til, at EU samlet skal reducere forbruget af primærenergi og muligvis også krav om reduktion af endeligt energiforbrug med en fast procentdel, som ikke er endeligt fastlagt. 
  
  
• Det vil være op til de enkelte lande at fastlægge deres egne mål og strategier for at nå kravene, men denne fastlæggelse skal kunne dokumentere, at landene når hen mod Zero Energy Buildings i henholdsvis 2030 og når dem i 2050. EU-Kommissionen vil derfor vurdere strategierne for hvert land og stille krav, hvis vurderingen viser, at landet ikke yder sit retmæssige bidrag til at nå det fælles mål for reduktion af slutenergiforbruget i EU som helhed. 
  

• Der kommer ikke krav om renovering målrettet hver enkelt bygning efter energimærke, som tidligere foreslået af Kommissionen. Derimod ser der ud til at komme krav om en generel forbedring af energitilstanden for alle bygningerne samlet set. Og mere end halvdelen af den nødvendigere renoveringsindsats skal ske i de bygninger, som har den dårligste energikvalitet. De energimæssigt dårligste bygninger defineres i skrivende stund som de 43 % energimæssigt dårligste bygninger. 
  
  
• Der forventes således ikke at skulle ske en udpegning af de energimæssigt dårligste bygninger på grundlag af den enkelte bygnings energimærke, som EU-Kommissionen ellers oprindeligt foreslog. Og der forventes heller ikke at komme et krav fra EU til at bygningernes energimærker forbedres til et bestemt niveau. 

Danmark kan derfor få ret frie hænder til at udpege de energimæssigt dårligste bygninger, der bør renoveres, fx efter faktisk målt energiforbrug i bygningen.  

Herved kan man undlade at bruge en ikke særlig hensigtsmæssig energimærkning til at stille krav efter.  

Der er således åbnet for at stille målrettede nationale energiforbedringskrav, der passer med de virkemidler, vi har til rådighed til energiforbedring. 

Den nuværende danske styring efter Energimærket kommer i problemer

Hidtil har vi i Danmark haft fokus på at bruge energimærkningen, når vi vurderer om en bygning er energieffektiv. Det giver allerede problemer, som risikerer at forværres, hvis vi ikke revurdere og nytænker. 

Den samme bygning vil således i Danmark i dag få forskellige energimærkning alt efter hvilken varmeforsyningsform, bygningen har.  

En bygning med energimærke C, der forsynes med naturgas, biomasse eller olie, vil typisk “forbedres” til energimærke B, hvis der skiftes til fjernvarme.

Ligeledes vil det “forbedres” til et energimærke A2010, hvis der skiftes til en effektiv individuel varmepumpe. Det er ikke hensigtsmæssigt med denne forskel mellem fjernvarme og varmepumpe. 

Krav om forbedring af energimærket vil derudover fokusere på forbedringer af klimaskærmen ved renovering.  

Der vil også være behov for at samtænke kravene til renoveringsindsatsen med ønsket om samlet set at sænke klimapåvirkningen fra byggeriet – især fra de nye materialer, der medgår ved renovering af bygninger, samt fra byggepladsens forbrug. 

Der kan derfor blive stort behov for at regulere på en sådan måde, at forbedringer i f.eks. bygningsdriften tælles med til opfyldelse af effektiviseringskravene.  

Der er nemlig ganske pæne energieffektiviseringer at hente i forbedret styring og drift af bygninger. Sådanne forbedringer tæller som nævnt ikke med, hvis renoveringskravene baseres på forbedring af dagens udgave af energimærket. 

Behov for klog dansk implementering af de to direktiver

Skal Danmark gennemføre en klog implementering af kravene til energieffektiviseringer fra de to EU-direktiver, skal det sikres, at der implementeres energieffektiviseringskrav til bygninger – offentlige som private – som baserer sig på alle elementer til forbedring af bygningens energitilstand.  

Kun herved kan alle de virkemidler, vi har til energiforbedring af bygninger bringes i spil på en omkostningsoptimal måde.  

En bygnings energieffektivitet kan beskrives ud fra tre forskellige tilgange:

1. Det beregnede endelige energibehov. 
   
   
2. En teoretisk mængde energi, som fremkommer via omregning fra endeligt energiforbrug til primærenergi. 
   
   
3. En brugsafhængig del, som stammer fra driften af og adfærden i bygningen og som opgøres årligt. 

Disse tre elementer i en bygnings energieffektivitet kunne indpasses som underpunkter med oplysninger om hvert element i Energimærket, der således overordnet kan fortsætte som i dag. 

Krav til forbedringer i energieffektiviteten kan herefter fastlægges målrettet til hvert enkelt underpunkt i energimærket, og ikke overordnet til det nuværende energimærke. 

Det betyder, at krav kunne målrettes således:

1. Er det beregnede endelig energibehov for højt, kan der stilles krav til forbedring af dette gennem renoveringer af klimaskærm og tekniske installationer. 
   
   
2. Bruger bygningen fortsat naturgas, olie eller biomasse til opvarmning kan der stilles krav om, at dette skal skiftes inden for en kort årrække til enten fjernvarme, hvis dette er muligt eller til individuel varmepumpe – eller de mellemformer, som eksisterer. 
   
   
3. Er det faktisk målte energiforbrug i bygningen alt for stort i forhold til det beregnede, kan der stilles krav til en forbedret styring af bygningen, som sikrer mere optimal drift med et lavere energiforbrug. 
   
   
4. Hertil kommer, at krav til bygningernes fleksibilitet i forhold til levering af varme kan bringes i spil, hvilket kan underbygge en forbedret funktion af de samlede energisystemer.